Mandschauvanisten Alvarez.

I mellemtiden mens Mirale var i bad, havde Alvarez gået et par runder omkring i huset, cheket alverdens ting igennem, ligget, siddet og stået, og han havde tilmed kigget på uret, selvom han ikke kunne klokken. Men han var sikker på at den viser havde rykket lidt på sig.
Han rømmede sig kort og gik ud på badeværelset for at kigge om hun var død eller hvad ellers hun lavede. Han kunne se at hun lå helt stille og han gik med hurtige skridt hen mod badekaret og følte en eller anden fremmed angstfølelse som han ikke havde oplevet særlig tit. "Mirale!?" Udbrød han, da han syntes hun så temmelig død ud. Han skyndte sig at ruske i hende for at vække hende til livs.

Alvarez følte lidt at følelsen af angst forvandlede sig lidt til pinlighed, da han jo vidste at hun kopierede hans følelser og vidste hvordan han havde det. "Mnh.." Brummede han utilfredst og gik med ud med et surt udtryk "Du bekymrede mig ikke. Jeg er bare ikke vant til at folk dør uden jeg selv er skyld i det". Han gik hen og kastede sig i sengen, lige i midten hvor han kunne fylde det hele.

Alvarez åbnede sine øjne og kiggede over mod hende og kunne se at hun var ved at falde i søvn. "læg dig herhen. Gider ikke sidde og se dig sove på gulvet" Sagde ham med en fast tone i stemmen, for at være sikker på at hun hørte efter. Han gjorde lidt plads i sengen og klappede ned i dynen som tegn på at hun skulle lægge sig der. Når han nu havde en kvinde i samme rum, ville han hellere sove sammen med hende, end at skulle sove for sig selv, mens hun måtte sove nede på gulvet.

Alvarez trak henne tæt til sig med armen om hende lige under brystet. I forhold til ham var hun pænt lille, syntes han, hvilket selvfølgelig var en god ting. Kvinder var så perfekte på mange måder. De kunne få en til at føle sig magtfuld fordi de aldrig havde en chance mod en mand, men samtidig kunne man nemt få omsorg med dem, af samme grund. Begge følelser var lig uimodståelige. Men han regnede ikke med at være kærlig al for længde, da han nok ville blive som en gal af ikke at være sig selv.
Selv gravede han hovedet ind mod hendes røde hår og lukkede øjnene. Hun duftede af blomster.

Alvarex kradsede sig på maven i søvne. Han sov normalt temmeligt længde, men der skulle ikke meget til at vække ham. Han satte sig lidt op og kiggede på hende med et sløvt blik før han gnubbede sit ansigt. Det var tydeligvist aften nu, og han burde nu egentlig sove så han kunne få den optimale døgnrytme igen, men nej. Hvorfor sov Mirale ikke?
"...Bliver du aldrig ensom, når du bor herude?" Spurgte han, uden at tænke på, at hun ikke vidste at han var vågen "De fleste bliver ensomme...".

Alvarez smilte svagt og lænede sig tilbage i sengen og med armene bag hovedet. "Du gik med til det, så det var ikke voldtægt" Lo han over tanken om den sex de havde haft sammen. Den var underlig og svær at sætte ord på "Se... Hvis du nu havde tudet, så ville jeg nok have været den der var smuttet, skal du nok se".
Han kunne netop se hende fra sengen, sådan som han sad afslappet og roligt. Han viftede roligt med sine bare fødder, mens han ventede på at hun skulle svare ham imod på, om det var voldtægt eller ej.

Alvarez tog viskestykket og lagde det på bordet. Han var efterhånden vant til at der blev smidt forskellige genstande efter ham de mest uventede tidspunkter. "Så siger vi det, men du kan ikke løbe fra at du nød det som en besat" Svarede han med lumskhed bredt over sit smil. Det var Alvarez typiske smil, som egentlig altid var det samme.
Han kiggede på hende mens hun havde sit blik rettet ud mod solen, og på en måde kunne han nogenlunde gætte sig frem til hvad hun tænkte på. Når man så ud ad vinduet på den der længselsfulde måde, var det ofte fordi man længtes efter frihed. Men det betød ikke at han ville gå lige med det samme, det ville iøvrigt gå i strid med alle hans idealer.

Alvarez så undrende på hende idet hun gik ud. Han ventede nogle sekunder før han rejste sig og begyndte at gå efter hende ubekymret. Han vidste at det ville være umenneskeligt for hende at flygte, og selv i en skov kunne hun ikke gemme sig. "Hvor skal du da hen?" Spurgte han og lod hende tro at han var dum og naiv, og ikke vidste at hun muligvis var ude på noget. Han vidste dog ikke om hun havde i sinde at flygte sin vej, eller om hun bare ville gå en tur og ignorere ham.

Alvarez gik med rolige skridt efter hende, men dog en anelse hurtigere, da hun sagde at hun ville gå til politiet.
"Kan man bebrejde en dæmon for at være en dæmon?" Lo han bare og tog sig ikke af at hun råbte op ad ham på den måde. Han greb fat i hendes ene arm og vendte hende imod sig. Han kiggede ned på hende og så på hende med et lille smil, der afslørede hvor meget han overhoved tog hende seriøst. Ikke spor meget.
"Gå nu ind og lav noget mad, det er du jo så god til" Sagde han og puffede hende afsted mod huset, efterfulgt af et lille smæk på hendes bagdel.

Alvarez himlede smilende med øjnene, da hun for ham, mest af alt virkede som en lille, forvirret pige. Og dog, mon ikke også hun var det? En ung dæmon?
"Hey" Sagde han og gik hen bag hendes ryk og lænede sit hoved over hendes skulder hvor han kunne hviske hende i øret "Lad os få lidt sjov ud af aftenen, inden det bliver helt mørkt". Han lagde med en glidende bevægelse armene omrking hende, lige under hendes bryster, og stramte hende tæt ind til sig. "Jeg tør vædde med, at du aldrig har prøvet at flyve eller komme ud at se verden fra min vinkel af".

"Godt at se du er ligeså spændt på det som jeg er!" Udbrød han, idet han samlede skyggerne og lod dem forme sig som vinger på hans ryg. Han baskede med vingerne og lettede en anelse, så de mistede fodfæstet til jorden. Han holdt stramt om hende, så hun ikke skulle vride sig eller blive tabt. Med mindre hun havde et inderligt ønske om at dø, kunne hun blive nødt til at forholde sig stille. Og i hans arme.
Han fløj over hendes tag og op over kronbladene, hvor at de ikke længere kunne se skovbunden.

Hvis det ikke var fordi hun faktisk var overlevelsen værd, var det her han så typisk havde sagt, okaaay, sluppet hende og lod hende styre til jorden, splatte ud og dø. Men nej, den form for humor kunne han ikke bruge, når han jo havde lyst til at bruge hende en gang til inden han gik. Han vendte hende om, så hun så op mod han og holdt om hende strams med sine arme. "Lås dine ben omkring mig, så falder du ikke ned" Sagde han, mens han spejdede rundt med blikket.

Mirale lod sine ben glide rundt om ham, og krydsede næsten fødderne så hun var låst fast der, og så lagde hun ellers armene rundt om hans ryg og trykkede sig ind mod ham. Okay, lad som om det hele er en drøm, forsøgte hun at overbevise sig selv, nej, nej, det er en drøm. Alvarez havde så absolut verdens dårligste opfattelse af hvad der var sjovt, han var sindssyg at slæbe hende med op i luften, det var.. virkelig sindssygt. Mirale havde ikke lyst til at være her, men hun havde endnu mindre lyst til at falde ned, så selvom hun hadede Alvarez for at gøre det her imod hende, holdt hun fast i ham, og gemte sit hoved ved hans skulder, hvor hendes varme ånde dansede nervøst over hans hud.

//Holdte hende 'strams', lol XD//

Alvarez kunne lide at hun gjorde som der blev sagt, netop på grund at at det var livsnødvendigt for hende. Det gjorde det i det hele taget lidt lettere at flyve med hende, når hun ikke hang og dinglede med sine ben.
Målrettet mod bjergene fløj han derhen. Det var der Alvarez boede, og der hvor man ikke kunne komme ud, uden at flyve eller... ja... springe.
Pludselig efter lidt flyvetid, landede han på klippen ind til hans hule, og han lagde hende helt forsigtigt ned at ligge, hvorefter han gik ind i mørket. Det var næsten som at være en ørn, der lige havde kommet hjem med mad, og som nu skulle ind til sin redde. Hulen var ikke særlig stor, og alt hvad der var, var en dynge med puder og tæpper som skulle forestille en seng. Udover der en bunke kul og noget aske, der engang havde været et bål. Han smed sig selv i den bløde dynge, og ventede på Mirale.