Forandring fryder.

neji trissede i hælene af ham indtil de kom ud. Så gik hun op på siden af ham. "Hvor skal vi hen?". Hun stoppede kort op engang og betragtede byens stille, men livlige summen. Selvom det var ved, at et af de tidspunkter hvor man mente, at folk burde have mest travlt, så virkede alt til, at være roligt og overskueligt.

Luminor så lidt ned af gaden og gav en rolig brummen fra sig "...Mhn, det får du at se når vi er fremme...". han så nu på hende og gav et smæret smil fra sig. "...Det jeg vil vise dig nu, er nok det mest, gyslige og spændende sted her i byen...". Ikke langt fra klubben lå der en meget smal gyde der der førte over mod kirken, kunne man se da man kunne skimte kirkens tårn længere fremme. "...Selvom det er halv voldsomt dernede, så er det alligevel spændende at bruge sin tid der...".

Hendes blik flakkede hurtigt i retning af hans. hun kunne ikke rigtigt finde ud af hvad han kikkede på, men hun kunne se en kirke, sådan i det fjerne. Ellers kunne hun faktisk kun se de tomme halvmørke gader, og en masse stille huse. hun var meget spændt på, at se hvad det var, og hvor de skulle hen. For Neji havde aldrig været en museeums pige, men hun havde altid haft en interesse i noget som ikke var ligesom det skulle være. Hvilket nok bar en stor del af skylden for, at hendes liv havde udformet sig, sådan som det havde gjort. Dog var hun godt tilfreds, selvom hun var så langt fra den klassiske pigedrøm om mand, hus og børn som hun kunne være.

hun kikkede ikke længere fremad, men nu kikkede hun afkodende på Luminor, for, at se om hans ansigt røbede noget om hvad hun kunne vente sig, at se. Næsten som hun havde ventet kunne hun ikke læse noget ud fra hans ansigt. Hvilket jo ikke var noget nyt, men alligevel irriterede det hende så meget, at hun uvilkårligt knyttede sin hånd i ren irritation over, at det ikke var hende muligt.

Endnu en gang kikkede hun frem for, at se om hun kunne finde ud af hvor de var på vej hen. og vidste hun af erfaring hvor dumt det var. Hvis man ikke var stedkendt skulle man ikke forvente, at finde andet end en velpoleret facade, beregnet til, at frempromovere byen. Så hun var egentlig ikke særligt suffet over ikke, at regne ud hvad der ventede hende, men spændt var hun.

"Er det så et sted du tilbringer din tid når du ikke er på clubben?". Spurgte hun ham henkastet. Han havde jo selv fortalt, at det var spændende , at bruge sin tid der.

Luminor drejede ned af en gyde, en gyde der var i den allerede mørke gyde "...Om jeg tilbringer tid der når jeg ikke er i klubben?...". Han rystede en smugle på hovedet "...Nej, dog ikke...". De kom nu ud på en mere åbent område, hvor en lille sti mellem nogle træer førte dem til udkanten af kirkegården. Han stoppede nu op, foran en stor gravplads "...Det er nu spændende der nede, men dog ikke et sted jeg vil komme til daglig..". Den store den der lå over det der nu skulle forstille at være et gravsted, lå der for at gøre indgangen mindre tydelig. Han skuppede let til stenen, og en lang trappe kom til syne, enden af trappen kunne ikke ses, på grund af mørket "...Dette er vejen ned til det sorte markede, et sted man skal kende til hvis man holder til i byen, men husk, helt lovligt er det ikke at være der, og ting der tages med der nede fra, skal holdes for dig selv...". Han Så kort på hende før han tog de første skridt ned af de lange trapper.

Hun ånedede lettet op, da han fortalte hende hvad de skulle. Og hvor han ville tage hende hen. Før hun havde fået, at vide, at det var det sorte markede de skulle hen til var hun godt nok nervøs. Neji hoppede let og elegangt et par trin ned mod mørket, og des lyssky eksistenser. På det tredje trin vendte hun om for,at se om man kunne lukke stenen i indenfra, men uden, at det blev umuligt, at komme samme vej ud. Hurtigt bemærkede hun en slags mekanisk anordning, som burde have til funktion, at flytte stenen indfra. Annordingen var gammel, men så ud til, at være nogenlunde velholdt, så hun turde godt lukke døren bag dem. Neji blev nødt til, at gå et par trin op for, at lukke stenen i bag dem. Til, at begynde med var det en kende svært, men hun vidste, at det bare gjaldt om, at finde lige dét punkt som gjorde, at stenen gav sig. Efter en tids asen og masen lykkeds det hende. Og Hun vendte rundt og fortsatte ned af trappen. Nu bare med den forskel, at der var helt mørkt. Og så alligevel ikke, for da hun var gået yderligere fire-fem trin ned tændtes der et sært lys, som synes, at komme fra loftet, men alligevel var hun ikke helt sikker. Da hun ikke kunne finde den egentlige lyskilde.