Mandschauvanisten Alvarez.

Alvarez sad lidt og overvejede om han bare skulle gå amok på maden, eller om han skulle vente til Mirale selv begyndte. Dog var det et alt for stort pres for ham, bare at have disse tanker oven ihovedet, og valgte så at begynde at spise. Dog måske en smule mere forsigtigt, end hvad han plejede. Når han var alene spiste han med fingrene på en meget grim og ucivil måde, og med Mirale det samme, bare med bestik. Han blinkede overrasket med øjnene, som om noget var gået op for ham, og det var der nærmest også. Han så hen på hende. "Det smager virkelig godt?" Sagde han med lidt mere liv i stemmen, end overhoved på noget tidspunk på dagen.

"Jo selvfølgelig... ikke sådan ment" Svarede han lavt, hvilket også blev til en mumlen til slut. Han var meget anspænt, bare af tanken om, at han stortset ikke kunne være sig selv før dagen var omme. Han spiste og nåede lige at tage en stor bid, da hun sagde hans navn. "Mmnh?" Lød det fra ham, så uheldig han var med mad i munden. Det undrede ham bare lidt. Normalt når en kvinde så roligt sagde hans navn, så han tilbage på sin mor, når hun skulle til at skælde ham ud. Han sank sin mad og så afventet på hende. Hvad havde han gjort forkert? Ville hun rette på ham? Eller havde hun opdaget at der manglede den øverste knap i hans skjorte? I såfald vidste han det godt...

Alvarez så ikke at Mirale kunne mærke det på ham, og havde jo sådanset på fornemmelse, at hun kunne tvang ham ud i en date, fordi hun ville ydmyge ham lidt. Men det var ikke som sådan noget han kunne bevise eller sætte ord på.
"jeg er efterhånden holdt op med at tælle..." Svarede han, og begyndte faktisk at hovedregne lidt. Han var ikke god til den slags, da han jo ikke havde gået i skole i mange år. Han havde faktisk glemt hvilket årstal han var født i, og han havde sådanset heller ikke styr på hvilket årstal han levede i for tiden "Men jeg er vidst... ret gammel? Jeg tror det er omkring de... trehundrede år måske?"

"J-ja.." Svarede han usikkert. Når hun sagde det på den måde, lød det måske lidt overdrevet. Måske var det lige en hundrede år for meget eller sådan noget. Men nå ja... Nu havde han jo allerede sagt det, og så var det vel godt det samme. Han var jo nærmest gammel uanset hvad han sagde. Mirale var forholdsvist ung. De kunne man mærke og regne ud. Hun lod ikke til at have oplevet noget som helst. Og havde hun været på hans alder, så havde hun nok lært at styre sine kræfter ligesom Alvarez havde med tiden.
Han lyttede til hendes spørgsmål og sukkede lidt for at afstresse. Hvorfor skulle hun absolut stille sådan et svært spørgsmål? "Det ved jeg ikke...? Du fik det til at lyde fair i starten" Svarede han, mest af alt for sjovt, men vidste faktisk ikke hvorfor helt. Han blev vel manipuleret af hende?

Han stirrede på hende. Overrasket over det hun faktisk svarede til det. Tænk at hun tog det så tæt ind til sig? Havde det ikke været tydeligt nok, at det kun var for sjovt, han havde sagt det?" Han vidste ikke om han skulle grine til det og berolige hende eller... Det gik lidt op for ham, at det nok også var derfor han havde sagt ja. Han ville gerne have mad. Sammen med Mirale. Han ville gerne vide mere om hende, have det godt og ja, prøve noget nyt.
"Nej, det er der ikke noget galt med" Svarede han, og lod sig smile lidt beroligende til hende. Han kunne mærke at han selv slappede mere af lige nu, især efter at hun havde sagt at han ikke var så slem. "Men er du sikke på at du er okay Mirale? I starten... det vil sige for et lille stykke tid siden.. var jeg jo dit værste mareridt du bare måtte have ud af dit hjem".

Han lyttede til hende mens hun snakkede. Af og til kunne det godt irritere ham med al for meget snak, men hvis man så bort fra indholdet og kun fokuserede på selve lyden af hendes stemme, kunne man nærmest hører på den dagen lang. Men dog hun han sig lytte fuldt ud, bare for i dag. "Du er sær.." Svarede han, selvom han nok mere kunne se, at det nok var ham selv der havde forandret sig allermest, for normalt gav han pokker i andre folk, og han havde aldrig været så længe sammen med den samme person "nu må du huske på at du også selv er en dæmon."
Hans blik fulgte hende hen til køkkenet. Først vidste han ikke hvad hun pludselig havde gang i, indtil hun så hev vinen frem. Han måtte indrømme at han nu var meget glad for vin, og generelt de fleste ting der kunne gøre ham fuld. Det var det eneste han gad drikke når han ikke var ved at dø af tørst.

Han smilte og så ned på resterne af sin mad, som han nemt fik spist. Som mand havde han selvfølgelig en stor appetit, men det at man spiste langsomt og pænt. gjorde nu, at man blev en lille smule mere mæt end hvis man skyndte sig, som han plejede. Det var god mad.
Han lagde bestikket og tog rødvinsglasset, drak lidt til det, hvorefter han kiggede ned i det og lod det sveje lidt i glasset. Han ville gerne sige et eller andet pænt til hende, for hun havde været så sød overfor ham. men det var som om der var en eller anden tyk barriere, før han kunne komme ud med den slags. Det virkede helt absurd at skulle sige det.

Alvarez kunne bare høre en stemme oven i hovedet sige, allerede? med hentydning til at de skulle gøre det sammen nu, men kiggede så hen på hende og fulgte hende med blikket til hun kom hen og stillede sig ved ham igen. Han lænede sig tilbage i stolen og kiggede undersøgende på hende. Hun så virkelig indbydende og helt jomfruelig ud i den hvide kjole.
"Jeg er altædende, tror jeg" Forsikrede han og smilte til hende, i et lille håb om at hun så det, eftersom at det blev gjort meget diskret. Han havde svært ved at forestille sig, at hun faktisk syntes om ham som den han var.

Alvarez smilte stadig. "Du må skænke op til mig, så må jeg lege smagsdommer" Sagde han og rakte sin tallerken op. Han kunne dog sagtens tænke sig til ar det smagte godt, og det var sjældent han fik den slags mad. Altså fint og hjemmelavet mad, og det var ikke fordi han bare spiste mad uden at smage på maden. Selvom det godt kunne se sådan ud af og til.
Han hældte mere vin op til sig selv og derefter mere op til hende. Han behøvede ikke at drikke hende fuld, for han vidste jo at hun var hans, når de kom dertil, men det kunne nu være sjovt at se hende fuld. En dag.

Alvarez lo kort og tog sin tallerken tættere til sig. Når det gjalt hendes mad, var der ikke noget at frygte. Han kunne virkelig lide den, og tvivlede ikke på, om det var god eller dårlig mad. Han tog sin ske og tog en bid. I stedet for at kommentere det, smilte hanbare til hende og tog en bid mere.
"Det overrasker mig ikke... at din mad er helt perfekt" Svarede han så, efter at have kommet igennem et par bidder mere "Er det her du laver tit for dig selv?"
Han tænkte ikke over på at hun kiggede på ham. For han kiggede sådanset selv på hende konstant, og skjulte ikke, at an af og til studerede hendes bryster.

Han nikkede mod hendes kjole. "Det er måske også dig selv der har syet den?" Det kunne han sagtens forestille sig, nu hvor hun havde gjort så meget ud af made, ud af rengøringen, så hvorfor ikke også tøjet? Det var meget i forhold til hvad Alvarez havde gjort, men han havde dog gjort sit bedste.
Det varede ikke længe, og pludselig var hans tallerken tom og hans mave fyldt. Næsten for fyldt til at han kunne have sex med Mirale allerede. Han smilte roligt og tilfredst, og lænede hånden op ad ryglænet på stolen.

"Nå ja..." Svarede Alvarez lavt og trak på skuldrene "Det er ligemeget. Du er typen der laver det selv, hvis det er det du vil". Han så på hende med et studerende, gråt blik. Han kiggede på kjolen og forestillede sig hende, ifærd med at klæde sig af den fine kjole, kun til ære for ham. For ham ville det være et stort øjeblik, eftersom at han var vant til at gøre den slags selv, mens hans kvinder uvilligt havde elskov med ham.
"Jeg tror jeg kender dig rimelig godt, efterhånden, Mirale"