Mandschauvanisten Alvarez.

//Tillykke vi opnåede vores mål! 100 indlæg~ *Vifte med flag*//

Alvarez så hen på hende uden at sige noget til at starte med. Han løftede hånden og gjorde kom her tegnet til hende, denne gang en anelse mere alvorligt end før.
Nu havde hun stået der længe nok og gjort sig til for ham, og hvis ikke hun snart gik hen til ham og gjorde som befalet, ville han gå ud af sit gode skind og gå berserk. Ja formentligt voldtage hende ligesom sædvanligt.
"Jeg angrer ikke at vente mere. Der er den sikrer måde at gøre det på, eller der er den risikable måde at gøre det på".

//Jeg har nået 100! Yay! o.o //

Mirale betragtede tænksomt Alvarez' hånd, som han gjorde tegn til at hun skulle komme over. "Slap af, spis en gulerod, find en anden," svarede hun så bare med et lille smil, og strakte sig kort, hvorefter hun skubbede den tykke fletning om på ryggen. Hun var udmærket klar over, at forsøgte Alvarez sig først på hende - og ikke havde intentioner om at give op ligesom sidst - så havde hun ingen chance. Men så længe hun kunne holde ham hen med snak, så ville alting fungere, indtil hun så sit snit for noget andet. Skulle hun være ærlig, så var hun jo lidt ensom herude. Og det var ikke løgn at hun overvejede noget. Mirale var jo klar over at hun ikke havde en chance overfor ham, men hun kunne kæmpe en brav kamp imod ham. Men han kunne også bare få hende frivilligt. Men så ville hun prøve det som alle unge kvinder - eller mest piger - drømte om. Hun ville have en date. ".. Eller.." lød det så fra hende, og det var tydeligt at høre på hendes stemme at Alvarez kunne få mulighed for at få hende uden tvang.

Alvarez lyttede til hende og kunne godt se hvad hun var ude på. Han var ved at lære hende lidt bedre at kende, og hun havde virkelig kunnet komme langt ved at snakke, uden at han egentlig havde lagt mærke til den metode. Han skulle lige til at rejse sig op hurtigt og så bare tage fat i hende, gøre hvad han ville, men da hun talte igen, blev han siddende. Det lød faktisk som om hun overvejede det lige nu, og det måtte han bestemt ikke gå glip af.
"Eller?" Spurgte han, i forsøget på at få hende til at tale ud, før hun ville fortryde det hun skulle til at sige.

Alvarez så chokeret på hende, over at hun overhoved kunne finde på at forlange en date af ham. En date!? Han vidste hverken om han skulle grine eller græde til det, men kunne se at hun mente helt og aldeles alvorligt.
"Ikke tale om" Lød det fra ham og krydsede armene "End ikke for en million villige jomfruer, ville jeg gøre det!"
Alt dette kunne han fortælle, på trods af at han dårligt vidste hvad en date var, udover at det var romantisk og at det var noget kvinder især elskede. På baggrund af det, vidste han at det var noget forfærdeligt og grænseoverskridende for ham.

Alvarez så spørgende på hende, for han kunne ikke lige se hvad forskellen på en date og en almindelig hverdag var, når hun beskrev det på den måde. "hygge og snakke? Hvad er så det forfærdelige ved det?" Spurgte han mistænksomt "Der er noget du ikke har nævnt".
Hans blik bliv lidt mere surt og alvorligt. For ham var det ikke bare lige så nemt at sige ja til den slags. Det var jo meningen han skulle få god nytte ud af hende og ikke omvendt.

"Ordentligt tøj?" Alvarez så ned ad sig selv. De slidte læderbukser han havde på var stortset det eneste tøjklæde han havde haft i mange år, og huskede han rigtigt, var det ovenikøbet et par bukser han havde stjålet fra en fremmed mand, da det var gået op for ham, at han nok måtte dække sig til i civilisationen. Han vidste nu godt hvor hun ville have ham hen med det. Jakkesæt eller hvide skjorte. Føj!
Han skar en grimasse. "Jeg skal prøve" mumlede han modvilligt ved tanken om at skulle arbejde på at få skaffet den slags.

Alvarez så væk ind i væggen, tænksomt. "Det er det vel. Men jeg er ikke vild med det" Mumlede han stadig overvejende, om det nu var en god idé hvad han sagde ja til. Han vidste ikke lige hvilke pinsler han lige havde dømt sig selv, men han kunne vel altid sige fra hvis det skulle gå hen og blive uudholdeligt.
"Hvad har du forestilt dig, at jeg skulle tage på?".

Alvarez tænkte mens han så undersøgende på hende. Kunne hun ikke bare have gjort det lettere for ham og så bare fortalt ham hvad han skulle gøre og hvilke tider de skulle møde? han sukkede og rystede lidt på hovedet. "Fint, fint" Sagde han modvilligt "Men så giv mig to dage...".
Egentlig ville det være passende bare at sige i morgen, men han skulle jo også lige have tid til at finde et sted hvor han kunne skaffe sig pænt tøj og sko. Han hadede at gå med sko, og han havde endnu mere at have skjorte på, og ikke mindt at få det på. For mange år tilbage, plejede han at gå fuldklædt fra top til tå, fordi hans mor bad ham om det, og der havde hun syet specieltlavede skjorter til ham, der kunne bindes i ryggen, uden at vinderne ødelagde tøjet. Det var smart tænkt, og han manglede nu kun en form for en skrædder, der kunne hjælpe ham med det. Og eventuelt give ham nogle tips.

"Du vil bare gerne af med mig?" Lo han lidt, men kunne godt se at der var lidt om det. Han kunne ikke helt tænke sig til om han havde travlt eller ej, så derfor måtte han ikke tage nogle chancer. Han havde nemlig ingen penge, så derfor måtte han jo udøve magt på nogen, og så håbe at få det han ville have.
Han gik hen mod døren, mens han lignede en der kiggede efter noget. Han var ikke meget for at lade hende være alene i hele to dage. Hun kunne jo ligge i med en anden eller løbe væk? Han vidste jo ikke hvilken type hun var, eller om at hun kendte til andre mennesker. Tilsyneladende havde hun jo kendt nogle, og det vidste han fra dengang hvor den fremmede mand kom forbi, og så Alvarez kom til at dræbe. Kom til, fordi han blev dræbt unødigt.

Alvarez havde det som om han var en løveunge der lige var blevet smidt ud i vildmarken af sine forældre. Han så bare tilbage på hende med et meget, mindre tilfredst udtryk i sine øjne. "Nu ikke noget med at blive forventningsfuld eller noget... vel? Det er bare en date..". Selv lød, bare en date, som noget forfærdeligt i hans ører. Det lød som en advarsel mod at blive godhjertet. Og så havde han overnikøbet det tilfældes med hende, at han aldrig havde haft en date før. eller det kom jo an på hvordan man tolkede en date. For ham var sex jo lidt a la en date.
Han strakte sine arme lidt, så sine ben og derefter sine vinger. Han baskede med vingerne og fløj opad i et sløvt tempo. Han gad virkelig ikke. Han ville hellere bare springe i tiden og ja... have sin andel.

De to dage gik langsomt, og Alvarez havde ikke tilladt at komme hjem til hende før aftalt. Dog havde han fløjet forbi et par gange for lige at lure, om hun stadig var der og den slags, men det var hun tilsyneladende, då derfor var han ikke så beymret for at miste overblikket over hende.
Han havde, som aftalt med sig selv, skaffet sig en skjorte, nogle bukser og sko. Men det var ikke noget han havde fået gratis foræret. Han havde været nødt til at brække halsen over på skrædderen, eftersom at han havde nægtet at sy ham noget gratis. Men det var en mindre detalje i Alvarez liv, for der havde været så mange mor i hans liv, at det sådan set var en del af hans hverdag. Næsten.

Alvarez fløj forsigtigt over skovens kronblade. Han havde efterhånden lært denne del af skoven udenad og hvilket sted han skulle lande, eftersom at han havde været der så længe. Endnu var han ikke begyndt at tænke over hvorfor han forblev sammen med hende, men så det i hvertfals ikke som et forhold. Han havde slet ikke tænkt over det på den måde før.
Ligesom Mirale, var han i hvidt. I en hvid skjorte i hvert fald, der skillede sig ud fra hans mørke hud, hår, vinger og tøj. Bare fordi han var en mørk og forholdsvis ond person, holdt han sig ikke fra lyst tøj af den grund. Han kunne skam godt lide hvidt og i det hele taget gode symbolske ting. Eller han havde i hvert fald intet imod det.
Han havde roser uden torne med. Han var ikke helt dum, at han ikke vidste at man skulle have roser med, og desuden havde han sådan set fået dem gratis. Fra en have. Og han havde selv valgt dem.
Han stoppede foran hendes dør og bankede på.

Han nåede lige at kunne dufte hendes mad fra døren, lige inden Mirale åbnede døren. Han fik nærmest et chok da han så hendes påklædning. Den var så feminin, og selvom det var typisk Mirale, havde han ikke set det for sig, at hun ville gøre sig så meget til for ham. Det var dog en god fornemmelse, og han følte sig dog samtidigt også selv lidt fin i det, da han sådan set var meget stylet, i forhold til hvad han var vant til. Han havde dog undladet slipset, da han ikke kunne finde ud af at binde det, og havde derfor valgt en lidt nymoderne, og mere afslappet påklædning, end hvad man plejede.
Han rømmede sig kort, det hvor han egentlig havde planlagt at sige et eller andet, men nikkede bare akavet og gik med indenfor. Han rettede lidt i kraven, som var et lille tegn på frustration. En lille pirrelig fornemmelse.
"Du ser godt ud.." Mumlede han i et øjeblik hvor han kiggede væk. Han kom i tanke om roserne i sin hånd og rakte hende dem. Det var tydeligt at de ikke kom fra en butik, da der ingen indpakning var omkring den, men det var nu heller ikke noget han forsøgte at skjule. Hun vidste jo godt hvem han var.

Alvarez kørte genert en hånd igennem ansiget og kneb øjnene sammen, lige inden han satte sig. Det var selvfølgelig ikke noget hun fik lov til at se, og heldigvis kunne Alvarez ansigt ikke rødme, da hans krop udelukket var blå?
Han kiggede ned på bordet. Hun havde virkelig gjort noget ud af det. Og det havde han ellers også, og så var det bare kun en date? Mad og sex? Han studerede bestikket lidt, og havde godt lagt mærke til at der var ekstra pænt over det hele end sædvanligt. Hvorfor ville hun dog gøre det, når hun egentlig ikke kunne lide ham?
"Hvad har du lavet af mad?" Spurgte han, og var egentlig lettet over at hun ikke gik amok over hans påklædning eller det med roserne, da det stortset ikke var noget han gad snakke om. Han havde gjort det for hendes skyld, og når dagen var omme, skulle hun ikke brokke sig.