En diset morgen.

Alanna rynkede en anelse i panden da de kom ind på snakken om hendes kat, det ville være en løgn at sige det ikke morede hende at se denne mand krumme tær over en så fredelig skabning som en kat. Ray havde nok morret sig en del over hende den dag hun valgte at anskaffe sig den kat da den blev købt meget kort tid efter Ray havde fortalt om Luminors skræk, så havde hun sig i hvert fald sin helt egen Luminor alarm hvis han pludselig skulle dukke uanmeldt op. "Jah lad os skåle for livet, man ved aldrig hvornår det ender." hun hævede kort et øjenbryn imens et selv-sikkert skævt smil spillede om hendes læber, hun lagde derefter glasset tilbage på bordet. Luminor så ud til at være en del under pres måske skulle hun se hvor langt man kunne trække den før han ville reagere yderligere, det kunne da enlig være ganske underholdene og for ikke at nævne en udfordring for ham. "Har kvinder da altid katte?.. Jeg ville nok mere mene de skulle skaffe sig en ordenlig vagt hund som kunne klare u-bydende gæster i at komme indedøre Med mindre at man kender til sine u-bydende gæster eller fjender så godt så man ved katten i sidste ende er et bedre valg" Hun kunne ikke holde sit grin tilbage, og at hun lænede hovedet tilbage midt i latteren som forsagede at hendes hals automatisk spændtes en smugle.

Luminor stirrede på hende uden at trække en mine, han tog en tår mere af vinen og satte så glasset på bordet hvorefter han kørte en hånd gennem håret. "...Hm, Katten var skam et udemærket valg, men så er der nok så mange andre valg man skulle ha gennemtænkt en smugle...". Hans flabet hed kom frem i ham igen, for han blev pludselig sikker på hun havde et eller at gøre med alt dette. Han satte den ene fod tilbage på gulvet og rettede sig en smugle ind over bordet. Han sagde som han gjorde, for måske at pille en smugle med hendes samvittighed. Han tog glasset til munden og drak det sidste ud der var i glasset. "...Hvis jeg var i dine sko, ville jeg nok ha valgt hunden...". Han gav en svag brummen fra sig efterfulgt af et halv bredt smil, der knapt viste de spidse tænder. Han kunne ikke rigtig finde kontakten med Rays tankegang, hav var blevet distraheret muligvis. Han nød nu roet for et øjeblik, mens han fokuserede på Alanna.

Ray stirrede på den lille fyr nede på vejen og kiggede kort rundt før han let og elegant hoppede ned på stien foran hesten "...Jo de er på rette kurs...". Han lod hånden strejfe hestens pande og så lidt ned af vejen "...Sumpen mod nord?...". Han rynkede en anelse i panden "...Det er sjældent jeg ser folk på denne vej...". Han gav et roligt smil fra sig og fastholdt bliket med fyren foran sig.

Yoh viftede med hånden "...Ja, det er mærkeligt, folk har nogle vilde fantasier, det er nu meget flot derude...". Han snakkede bevist uden om, han var god til at snakke, og lyve. "...Håber da ikke heste har hørt historierne, for så kommer vi da aldrig derud..." Han begyndte at le og ryste en smugle på hovedet "...Men jeg siger mange tusinde tak, for hjælpen, de må have et fortsat god dag...".

Alanna trak nu heller ingen mine og som de sad der og så på hinanden med et neutralt ansigt udtryk lænede hun sig tilbage i stolen og svang så sit ene ben over knæet og lagde så sine arme over kors og trak vejret tungt. hun blinkede et par gange og rynkede svagt i panden imens hun provokerende spurgte ind til hvad han mente, "hvilke andre ting skulle man have gennemtænkt?.. for muligvis var de ting også ganske gennemtænkt men man ville bare ikke lade som om alt er under kontrol for når man viser sin svage side er det tit der de fleste slår til" hun glattede igen sine pande ud og rakte ud efter sin vin og tog den anden sidste tår inden hun igen placerede glasset på borden forand sig og tog derefter fat vin flasken for at fylde hans glas op igen da han havde drukket ud, i ren høflighed. Hun lænede sig selv svagt frem mod bordet mod ham og skubbede blidt flasken og hendes glas til siden med den ene hånd. hun lod ikke hans ord gå hende på og derfor viste hun hellere ikke en yderligere svaghed, eller skyldfølelse. "Deres flabet-hed er ganske irreterende, men på en tiltrækkende måde"indrømmede hun kort men med et flabet blik, Hun gav et kort grin fra sig og svang sig selv tilbage i stolen igen inden hun valgte at rejse sig, "Sig mig.. er der noget andet jeg kan tilbyde dig?.. det går jo ikke at jeg lader mine gæster sulte" hun havde rettet sine øjne  målbevidst ind i hans øjne inden små gnister begyndte at slå sig løs i hendes blik. Lige nu var det sådan set ikke Ray's handlinger der førte hende det var bestemt hendes egne, og det var der det gik op for hende hvorfor hun enlig var gået med til dette fra starten af. hun kunne ikke fordrage hans race og hun ville enlig gerne være med at at gøre hævn og derved end ende på alle de andre blodsuger, hvilket var ganske forståeligt når hun selv var en af dem der tit var deres favorit måltid.

Luminor nikkede svagt til hende da han endnu engang fyldte hans glas op, nu hvor han i forvejen havde fået en lille brandert på, kunne han ligeså godt fortsætte "...Jeg ved deværre ikke hvilke beslutninger de skulle have gennemtænkt, Alanna. Men jeg ved bare, efter mange års erfaring, at man hurtigt kommer til at træffe en forkert, og måske for hurtig belutning, også ender man op uden kontrol over situationen...". Han tog en tår af vinen og så kort endnu engang ud af vinduet, omgivelserne omkring ham var faldet en smugle til ro, og han havde tid til at gennemtænke de forksællige ting der gik igennem hovedet på ham. Han rønkede en anelse i panden da hun tilbød ham noget spiseligt og fnøs kort engang uden at tænke over det "...Nå, så meget har du ligegodt ikke snakket med Yoh...". Han rystede en smugle på hovedet, han hadet det inderst inde, han var begyndt at hade det, efter han have fået styr på sit liv, han var begyndt at sulte sig selv, i ren protest for sig selv, det tirrede ham, men han gjorde hvad han kunne for at se bort fra det. "...Men nej tak, bare rolig, de sulter mig ikke..." Han tog endnu en tår af vinen og nikkede svagt engang.

Ray stirrede på knægten foran ham og tog fat i hesten tøjler lige i sammen sekund Han skulle til at sætte den igang. "...Sig mig, kender jeg ikke dem?...". Han vippede hovedet og krummede brynene sammen. Han var sikker på at knægten havde været i hans omgangskræds engang i tidernes morgen "...Hvad er deres Navn knægt?...". Han klappede kort hesten på halsen og gav en svag brummen fra sig.

Yoh stirrede på den blonde mand foran sig, uden at sige et ord da det pludselig gik op for ham hvem han var "...Ray...". Han sank en klumb i halsen og rettede kort blikket mod hytten og tilbage til Ray "...Luminor, er der inde ikke?...". Det hele begyndte så småt at falde på plads for ham, Selvfølgelig, hvor var han dum, Alanna var garanteret på Rays side, han måtte gøre noget, lige nu. Han slap tøjlerne og sprang ud af vognen mod krattet og satte kursen mod hytten. i håb om han var hurtigere end Ray.

Alanna valgte ikke at svare på hans sætning om beslutninger, måske fordi hun godt vidste hvad han talte om, og var enig, men på den anden side også ganske ligeglad. Det var ikke den største fornuft der styrede hende nu, men hævn for sine artsfæller. Hun så kort på den mere end halvtomme flaske vin, og ville hente en ny for en sikkerheds skyld. Hun trådte ud i køkkenet og var ganske hurtigt tilbage igen med en hel ny flaske, fra en meget ældre årgang som hun satte på bordet ved siden af den anden. Hun satte sig tilbage på stolen og lyttede igen til ham, seriøst var det det eneste der kom fra ham, ingen form for en skræmmende kommentar eller decideret overfald, eller noget i den retning, og af hvad hun vidste af havde han ikke spist i noget tid. Med mindre han havde et lagerrum, der hvor han har opholdt sig det meste af arbejds dagen. Måske mættede alkoholen ham, hun var så overasket, så hun havde ikke videre brugt energi på at holde hendes mur i sit sind oppe. For første gang ville han nok kunne læse hendes tanker uden huller. Hun stirrede i det samme op på ham da hun fandt ud af hvor let det var at tænke, for en gang skyld i nærheden af ham, og der gik det så også op for hende at hun havde glemt at lukke ham ude. "Yoh har i det hel taget ikke nævnt særlig meget om dig, muligvis har han advaret mig ganske kort, Men jeg lader mig ikke så nemt skrammes" hun tog sit glas og tømte det meget hurtigt før hun igen fyldte sit eget glas og derved også tømte den første flaske helt.

"...Et lagerrum?..." Luminor kunne nu ikke lade været med at le over hende og hendes pludselige åbning af hendes hovedet, dette korte øjeblik gjorde meget for Luminor, bare et kort indblik i hendes tankegang gjorde meget, utrolig meget. Han rettede blikket mod vinen og nikkede engang "...Jeg håber de mener en fint vinlager, og ikke et lagerum hvor jeg holder kvinder, og tapper deres fine blod, en efter en...". han rønkede kort på næsen over sig selv og bed tænderne sammen, det var svært at snakke om for han, for lige det han faktisk manglede var lige foran ham. "...Sikke en masse vin de kan tilbyde, de må ha gemt dem i mange år..." han studerede kort vin flasken og så på hende igen. Han bed sig en smugle i læben og lænede sig tilbage i stolen, måske var det bare ham der i sidste ende skulle overveje sine muligheder en ekstra gang før han gjorde noget, han kunne ha sat der hjemme lige nu, i fred og ro med sine papire, men i stedet skulle han tvinges til at være i nærheden af sin bror, som han i pricippet ikke engang viste hvor var, han har blevet trangt op i en krog, en pinful en, med det lækreste blod foran ham, ej dejlig vin, ak ja, gamle Luminor ville ha harget stedet her. Han sukkede svagt og vippede så hovedet en smugle "...Yoh har simpethen advaret dig?...". Han rystede på hovedet, skod situation han var havnet i.

Ray tog straks fat i kraven på Yoh, trak ham ind til sig og satte hurtigt en lille elegant kniv for hans hals "...Du er ikke så hurtig som du går og tror kære Yoh...". Han bøjede hovedet ned og gav et lumsk smil fra sig "...Sæt sig tilbage i din vogn...". han slap Yoh krave og trade et skridt væk, og Yoh gjorde hvad han blev bedt om, uden tøven, men med et rystende kadaver.

Yoh satte sig tilbage i vognen og stirrede på Ray foran sig, hvis dette kunne redde Luminor, ville han gøre det, så længe Ray ihvertfald var væk fra luminor var han ihvertfald lidt i sikkerhed. Han blinkede en par gange da Ray satte sig ved hans side i vognen, hvad ville han dog? Gad vide om han var kommet tilbage Efter Ham og ikke Luminor? Han sank en klumb i halsen og stirrede på Ray "...H-Hvor skal vi hen?...".

Alanna havde igen taget fat i sit fyldte glas, for at tage endnu en tår. Hun holde det hævet imens hun stille lænede sig helt tilbage i stolen i en afslappet position, hun vippede en smugle sit hoved på skrå imens hun ventede på hans latter ville have sin ende "Ja jeg forventer ikke typer som dig er kræsne angående hvor de placere deres næste måltid" svarede hun tilbage med stemmen fuld af afsky. Hans sætning på-virkede hende negativt og fik hende til at stramme grebet om glasset og lod den frie hånd knyttes, Det var lige før man kunne hører glasset i hendes hånd knirke og knage som om det advarede hende om dens skrøbelighed. dog fik hans næste ord hende til at trække vejret en gang inden hun forsigtigt lagde glasset fra sig og sendte ham et skævt smil, "Jah denne her har jeg vidst nok fået som gave, for et stykke tid siden, det er bare sjældent jeg drikker vin, når jeg er alene, mine nærmeste ved jeg sætter pris på en god vin af en god årgang" Hendes øjne faldt tilfældigt på hans læber da han kort bed i dem og tvang dem så en anelse væk ved at se ned af sig selv kort inden hun igen vente sit blik stille op på ham. "Nu citere jeg hvad Yoh sagde til mig" Hun rettede sig igen op og lænede sig en smugle ind over bordet inden hun fortsatte sin sætning "`pas på, han kan være lidt grum nogle gange`, Det ville jeg pænt meget mene lyder som en advar-ning eller er jeg forkert på den?" Igen lyste hendes flabet-hed ud igennem hende og hendes måde at frembringe sætningen på, og for ikke at nævne hendes drilske udtryk som bare understregede det. Hun rynkede kort på næsen inden hun gav et grin fra sig. "Men måske behøvede du den advar-ning mere end jeg?" et bredt smil spredes på hendes læber og hun trak sig igen tilbage i stolen og lagde det ene ben over knæet igen imens hun fjernede en vildfarende hårtot og lod den finde sin plads igen.

Luminor nikkede svagt et par gange "...Jo, ved du hvad, en advarsel ville ha været rart, så var jeg da forberedt på en smugle...". han begyndte nu at le en smugle, en latter der var blevet strøet med en smugle nærvøsitet. Han kunne tydeligt høre emnet og blodsugeri gjorde hende utilpas, på en helt anden måde end det gjorde ved ham. Han tog endnu en tår af vinen og lade hånden fladt på bordet måske en anelse højt "...Mhn, Yoh...". Mumlede han svagt før han satte glasset fra sig, svang det ene ben over det andet og foldede hænderne i skødet på sig selv. Han rettede nu blikket mod hende og gav et roligt smil fra sig, han kunne ligeså godt presse lidt på hende, nu hvor hun ligesom havde bragt ham i rette situation. "...Tager de bare alle over en kamp, Alanna?...". Han hævede brynet en smugle og tog en dyp indhåndingn. "...De tror måske de kender mig, forde de ved hvad jeg spiser til middag...". Han vippede hovedet en smugle, Ray havde sikkert fortalt Alanna en masse ting om Luminor, men Ray havde ikke været i nærheden af ham siden deres fader gik bort, for snart årtiere tilbage, Ray viste intet om Luminor som han måske regnede med, men personen han beskrev bar bare en lille knægt der havde mistet sin far. Han rakte nu ud efter vinen og tog en tår af det.  "...Nogle ting er man bare nødt til at gøre for en ting, overlevelse, men jeg kan se det tirre dem...". Han nikkede en smugle "...Der er ikke andet at gøre, tro mig, jeg ville ønske det ligeså meget som dem, at der var...". Han toge endnu en tår af vinen "...Det er ikke altid man selv vælger hvilke veje man skal gå, det skete for mig, og man må lære at overleve på ny...". Han var absolut heller ikke stolt af den han var gået hen og blevet, der var engang han elskede det, følte sig som konge af verden, men ikke mere, han ville give alt for bare at kunne trække vejret normalt igen. Men den iden kendte Alanna jo intet til, hun viste kun hvad Ray havde fortalt, og det var sikkert det værste af det væreste for at få ham til at udstå som noget farligt.

Ray tog kniven til sig og lænede sig tilbage i sædet på vognen "...Bare samme retning som de var på vej i tidligere...". Han så over på Yoh og hav en halv lumsk smil fra sig, Ray var faktisk et godt menneske, inderst inde, men jagten på Luminor gennem alle de år, havde gjort ham mærkelig i hovedet, han fokuserede ikke på andet en at se Luminors blod flyde. Han viste Luminor var den onde af de to bødre, han han viste han mål med livet var at få ram på sin kære broder, med hvad så når dette var sket? Han var så tæt på i øjeblikket, hvad skulle han så gøre med sit liv? Læne sig tilbage og blive gammel? Han sukkede svagt og rettede blikket frem igen. Han så sig kort tilbage og rønkede en smugle i panden "...Hvad er det de har bag i?...". Han rettede blikket mod Yoh og vippede hovedet en smugle.

Små sveddråber begyndte at falde fra Yoh's pande da de kørte videre ind i skoven, det var slet ikke sådan han havde planlagt hans dag skulle være, slet ikke. "O-omma bag i?..." Han stivlede kort og gav et nærvøt smil fra sig "...Dette er faktisk ikke min vogn, så jeg ved det ikke, men tror det er provianer..." Han stemme knækkede gang på gang og det lød faktisk som om det var ved at gå i overgang endnu en gang. Han slog engang med tøjlerne og satte hesten op i tempo, i ren panik skulle han bare hurtigt frem, hvorend de skulle hen. Han havde hørt mange ting om Ray Luminor havde fortalt ham, han lød mere ækel en han faktisk så ud når Luminor snakkede om ham, han virkede, udsensmæssig, som en meget fin herre, der havde styr på det meste, i forhold til Luminor, som bare lignede en herget fyrste med alle de smykker, krøllede skjorter, osv. Han gav nu et lille fnys fra sig og rettede blikket mod Ray igen, ja, Ray var Racehunden og Luminor var gadekrysset. Han rettede nu blikket frem igen og sukkede svagt.

"Sig mig, det er da ikke så slemt?, det kunne have set være ud?. Jeg kunne allerede have forsøgt at slå dig ihjel. Men vi sidder her stadig, ikke sandt?" Igen brugte Alanna den flabede tonegang og lod på samme tid sin hånd placeres let på bordpladen, inden hun let og elegant kort lod sine negle tromme mod den samme bordplade. Hun rettede sig kort op og lod sin arm lige så stile glide længere ind mod bordets midt for at tage fat i vinflasken for at genfylde sit bære der allerede næsten var tomt. Efter hun havde fyldt glasset op tog hun en tår inden hun igen satte både flaske og glasset fra sig på bordet og gav et længere blink fra sig inden hun rettede igen sine øjne mod hans og gav et svagt anstrengt smil fra sig "En kamp siger de?, Jeg vil nok mene dette er en af de mest afslappede kampe jeg nogen sinde har haft så" hun rystede kort på hovedet efter fulgt af en kort latter og strakte sig så så meget som muligt mens hun stadig sad ned. "Nej jeg tror skam ikke jeg kender dig, faktisk ved jeg ganske lidt så jeg er konstant vågen for hvad dine næste træk muligvis ville være. men jeg ved en ting og det er din slags er utilregnelig og derfor tager jeg ikke yderligere chancer uden at have gennemtænkt dem først" Hun prøvede at ignorere hans middags kommentar men den gik rent ind, og fik hende igen til at føle sig en smugle utilpas. Det kunne skam godt være hun selv ikke var en af guds såkaldte bedste børn men hun gjorde de ting hun gjorde for andre, eller det var i hvert fald det hun valgte at tro på, da hun nok ikke ville kunne leve med sig selv hvis hun tænkte anerledes. "Overlevelse på andres bekostninger?!.. og selvfølgelig falder det ikke i min smag" Hun hævede kort sin stemme og kun alvoren trådte igennem hendes kropssprog. Hun tvang sig selv til en anelse mere rolig stemning og sank igen ned i stolen som hun kort havde fået skubbet tilbage inden hun rejse sig. Han var ganske god.. hvad end det var han var ude i så virkede det fint da hun kunne mærke hvordan hun stille blev mere og mere presset ud i et nu ukendte punkt. Hun tog kort en dyb indånding imens hun placerede det ene ben over knæet igen og hvilede kort sin albue på bordet og betragtede kort sine negle imens hun på en og samme tid så en anelse hen på ham. "Du lyver?!.. du nyder sikkert det hele, jagten fangsten og de skrig af smerte, samt blikket dine ofre giver dig i håb om at du ville lade dem gå, som ændre sig i det de ved det er sådan deres liv lige så stille render ud og de kan intet gøre ved det"

En vrede spræde sig tydelige i Luminors ansigt, årende i hans pande og på hans arme blev pludselige tydeligt da blodet pumpede rundt i kroppen på ham "...Nydelse siger de!...". Han knurrede hånden sammen om det skrøbelige vinglas og det knirkede og knagede i hånden på ham inden det gik i tusinde stykker i hånden på ham, og det fine vin spræde sig som rødt blod i hånden på ham "...De tror simpelthen det er nydelse for mig!?...". Han satte nu begge hænder i bordet og rejste sig "...Ved de hvad? De er akorat ligesom alle andre, de kender mig ikke, de ved kun hvad min broder har fortalt...". Han var vred, virkelig vred og kunne ikke holde alt dette tilbage mere. Han var et monster, han var udemærket selv klar over det, andre, specielt ikke en sølle tøs, behøvede ikke fortælle ham det. "...Jagte, fangsten, og specielt skigende, er en pinsel for mig, det er i mig til evig tid, som et marrigt!...". Han stirrede på hende med sunkne bryne og et dystert ansigts udtryk "...Og hvad er din plan med alt dette? De tror simptelthen de kan få krammet på mig, eller logge mig i en eller anden fælde, du er simpelthen min broders loggemad?...". Han fnøs engang og kørte hånden gennem håret "...Hvor sødt...". Han havde stadig blikket rettet mod hende og vippede nu hovedet "...I samme øjeblik jeg tråde ind her, kunne jeg mærke hans tidstædeværelse, han tror han er snu, han tror så meget om sig selv, han tvivler på mig, og det er en dum ting at gøre, man skal ikke undervudere sådanne en som mig, selvom jeg ikke er stolt af det jeg er, så har det en fårdel når ens bror er på jagt efter en...". Han var rasende, hans bror havde sunket for dypt, og havde trukket Alanna med sig. "... Men de kan Hilse Ray når kan engang kommer tilbage og sige han kan finde mig på Klubben, han skal ordne dette som en mand, og ikke lade en sølle kvinde gøre hans arbejde...". Han rettede sig nu en anelse op og trak hætten over hovedet og vente ryggen til og hævede hånden "...Tak for skænken...". Han rettede sin kurs mod døren og lod armene forsvinde ind under kappen.

Ray nikkede kort engang og rettede blikket frem af "...Provianter, det er godt det har vi også brug for der var vi skal hen...". Han gav en rolig latter fra sig og tog en cigaret op fra inderlommen og tændte den. Han sukkede svagt engang og bad en kort bøn til Alanna, han håbede hun klarede sig, der måtte nu gå lidt længere før han fik Luminor på krogen, og han håbede inderst inde Alanna fandt Ray før Luminor. Han lænede sig tilbage og kørte en hånd gennem håret hvorefter han tog et hiv mere af smøgen og rettede blikket mod yoh.

Yoh sank engang og stirrede kort på Ray hvorefter han sukkede svagt "...En eller anden red mig...". Mumlede han svagt til sig selv og lænede sig tilbage i sædet og sukkede svagt. Han så sig kort tilbage og slap tøjlerne i samme øjeblik som Ray tog et hiv af smøgen og sprang ud af vognen "...Ahhh, intet kan stoppe mig!...". Han begyndte at løbe tilbage af vejen med armene sprallerne langs kroppen. Han så sig kort tilbage til vognede, Ray var væk. Og i samme øjeblik var der noget der stoppede han "...Hu?...". Han rettede blikket frem igen, der stod Ray, hvordan?.

Alanna trak sig længere tilbage i stolen, denne gang var det ikke for at sidde mere behageligt, men fordi det var tydeligt at se hans vrede steg ham til hovedet, og det var ikke lige frem et behageligt syn. Faktisk fortrød hun straks sine handlinger og ville ønske hun aldrig havde fået ham til at udstå som hans sande jeg. Hun havde altid været ubeskrivelig meget stædig og stod derfor altid ved det første indtryk hun havde fået af folk, dog kunne hun ikke kalde dette hendes eget siden Ray havde været så fantastisk god til at manipulere med hende, hvilket hun i bund og grund kun kunne give sig selv skylden for. "Er de sød at, sætte glasset fra dem inden" Hun rynkede en anelse i panden og hendes ord var som en svag mumlen, siden hun ikke rigtig ønskede at gøre ham mere vred, hvis det overhovedet var muligt, men hun skulle nødig gøre et forsøg. I det hun var ved at fuldføre sin sætning var det forsent og det var tydeligt at se hvordan glasset gik fra hinanden og de små glas stumper flyve til diverse retninger i nærheden af hans hånd, som om det hele gik i slowmotion, og hun sukkede tungt inden hun færdig gjorde sin sætning. "det går i stykker?.. og du kommer til skade" hun rystede kort opgivende på hovedet af ham inden hun rejser sig ganske stille og tog en dyb indånding og trykkede kort en finger mod hendes ene tænding og trådte stille væk fra bordet men stadig med sit blik fast limet på ham, for at overvåge ham hvis nu han skulle finde på noget, hvad som helst. Hans ord ramte hende tros hun normalt aldrig viste sine yderligere følelser for andre og det kom ganske bag på hende. hendes vejrtrækning for ikke at nævne hjerteslag var også hurtigere og urelemessige for hen til hvad de var for et kort øjeblik siden. Frygten sad stadig en smugle i hende, men formåede at holde sig selv i ro, så meget som muligt. "De kender mig ikke, og derfor kan de ikke fortælle mig at jeg er lige som alle andre. Det er det samme, de prøver at fortælle mig lige nu at jeg ikke kender dem, og derfor har jeg intet at skulle ha sagt?. Lige nu er du faldet i samme grøft som jeg er ved at bedømme folk for tideligt" hun rynkede kort noget mere i den pande som allerede var svagt rynket og vaklede kort et skridt tilbage, og derfor længere væk fra ham. Hvordan vidste han så meget allerede, hun havde ellers prøvet at holde Ray væk fra sine tanker, hvilket havde lykkedes hende. Hun rystede kort på hovedet for at nægte det han sagde "Ray?.. tror de virkelig alt handler om ham?, hvor blind kan de dog have lov til at være Luminor?, jeg behøvede bare at høre om din race, før jeg var med på hans ideer" Hun fremtvinger et provokerende smil på hendes læber som hurtigt falmer da denne leg er ved at være for meget, selv for hende.

Luminor stoppede kort op og sukkede så svagt engang "...Jeg ved de ikke er ligesom alle andre, Alanna, men de sætter mig i samme bås som alle aldrig gør så snart de finder ud af hvad jeg er, så jo, dér er du som alle andre...". Han gav en rolig brummen fra sig og kørte hånden gennem håret under hætten. "...Og alt dette handler ikke om min broder, dette handler om at du invitere mig ind i dit hjem, fremstod som noget du i prinippet ikke var, jeg har kunne føle dette på dig fra første øjekast, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet dette ville ske, min broder?...". Han fnøs engang og åbnede døren "...Ray ved det ikke, du ved det ikke, hvordan det er at leve sådan her, jeg mærker alt, føler alt, jeg forstår ikke hvad han tænker på, bare at dukke op på den måde, også med hvilken plan? Et lillebror kram regner jeg ihvertfald ikke med at få..." Han lo svagt og trådte ud af døren. Han mumlede svagt for sig selv, og havde et øjeblik glemt han ikke var det monster som alle sage han var, han tog en dyp indåndening og faldt en smugle ned i gear "....Husk arbejdet kalder i morgen...". Han måtte jo være en bedre mand og ikke tage alle over en kamp, som hav lidt havde klokket rundt i før. Ray eller ej, Luminor var stadig tiltrukket af hende, ikke kun på grund af Ray, og han kunne ligeså godt holde sig til, også være at overbevise sig selv om han var en god mand i sidste ende der ikke tog over aller en kamp. Han tog enbdnu en dyp indhåndning og tråde ud af døren.

"Og de kan ikke forstå hvorfor alle folk reagere på samme måde, Når det gælder din umenneskelighed?, Tit er det vel fordi at denne opdagelse at der ikke kun er mennesker på jorden, er for stor for dem, større end deres vildeste fantasier. og for mange andre, inklusiv mig selv, har man hørt om de vildeste skræk historier siden man var ganske lille, set hvordan andre af din slags har hærget alt på deres vej opført sig som nogle opraktlamerede konger og dronninger der gav sig selv magten over alt og alle, Måske er det ikke så underligt igen, at folk ikke byder jer velkommen med åbne arme men afskyer jer." Hun så længe efter ham før hun selv tog sig sammen til at bevæge sig igen og trådte med forsigtige skridt ud mod gangen, hun forholdt sig stadig et lille stykke væk fra ham og lænede blidt med den ene skulder op af væggen imens hun betragtede ham. Hun får det ganske skidt med sig selv men gør et forsøg på at skjule det, Han så sorget ud og det fustrerede hende over at hun muligvis har været grund til det. Et dyb suk forlod hende da hun ikke kunne finde på mere at sige da hendes fejl lige så stille begyndte at gå op for hende, hun havde været alt for hurtig til at hun kunne stikke en finger i jorden og bedømme planen fra flere perspektiver og derfor også nå at danne sit eget indtryk af manden. Nu røg den forfærdelige følelse af skam også over hende men ville nødig vise den side af sig frem for ham. hun trådte lige så stille hen til døren så de ikke var længere en en strejket arm væk fra hinanden. hun pressede kort sine læber til en streg inden hun lod sit blik glide ned på sten trappen Luminor befandt sig på inden hun igen lod sit blik stile glide op igen og fandt hans blik. "Selvfølgelig, Jeg kunne ikke finde på at svig..." hun kørte kort sin hånd igennem sit hår imens hun ihærdigt prøvede at finde et andet ord hun kunne erstatte det andet med, men der var bare ikke noget der faldt hende ind som ville være godt nok til at rode bord på hendes næsten og lige ved fejl. "Vi ses i morgen"

Luminor sukkede svagt for sig selv da han tråde ned af trappen væk fra huset "..Mh...". Han lod armende forsvinde ind under kappen og fulgte vejen mod byen. Han kunne slet ikke forstå alt dette der pludselig skete på så utrolig kort tid, men ligesåvel som hun ikke havde ret til at dømme ham, havde han heller ikke ret til at dømme hende, ikke endnu ihevrtfald. Han brummede svagt for sig selv og viste ikke rigtig hvad han som sådan skulle stille op, måske skulle han bare vente og se tingende an? Der var så mange ting han ville ha' svar på, hvorlænge havde Ray været i byen? Hvor længe havde Alanna og ham overvåget ham, og lagt planer? Han følte sig faktik for førtstegang i lang tid, som et offer. Han rystede en smugle på hovedet og gav et flabet smil fra sig, han måtte finde det stykke frem i ham igen, ellers ville han aldrig vinde denne kamp, men var han stærk nok til at ændre tingende tilbage, når kampen endelig var slut? Han sukkede svagt for sig selv, dette var et ren dilema for ham, han følte sig stærk nok til at kunne gøre dette.

Ray stirrede på Yoh "...Tja, tilbage til vognen...". Han smed cigaretten på jorden og trådte på den. "...SOm sagt, Yoh. Stik ikke af, et bliver kun værre for dem selv...". Han kørte hånden gennem håret og sukkede svagt da Yoh tråde et par skidt baglæns og drejede så i retning af vognen. Det var tydeligt at se på Yoh han ikke havde regnet med dette, ray var jo stadig i hans øjne, bare en helt normal dreng. Han fnøs kort og fulgte efter Yoh hen mod vognen.

Hvordan? Yoh kunne ikke forstå det, hvor kom den hurtighed fra? Ray var bare en normal bunde dreng? Han trådte et par skridt tilbage og rettede kursen mod vognen. Gad vide om han var ved at blive vanvittig? Han rystede svagt på hovedet, men en eller anden for for kræfter måtte Ray jo anskaffe sig for at kunne gøre det af med Luminor. Yoh havde aldtid troet Ray bare var sindsyg og havde det hele i munden, men det gik op for ham nu, at han gik op i at jage Luminor, med Liv og sjæl.

Alanna overvejede ganske kort, om hun skulle stoppe ham på sin færd væk fra huset, hun ønskede pludselig ikke at han allerede skulle forlade hende, hvilken sindsyg og ufornuftig tankegang der dog hvilede over hende, hun måtte helt sikkert være overtræt og derfor ikke klar i hovedet. hun stod længe og diskuterede med sig selv hvor vidt hendes tankegang var påvirket, af de andre følelser som sult og træthed, der længe har våget over hende som hun enlig bare har ignoreret så længe hendes opmærksomhed var op-slugt af Luminor. I det hun dog var nær en beslutning var han allerede ude af syne hvilket gjorde det endelige valg ganske nemt. Hun strøg kort sin hånd igennem sit hår og tog elastikken ud i samme bevægelse og nød ganske kort den kolde brise der fik fat i nogle af hendes hårtotter og ledte dem på afveje. hun trak sig tilbage i dørkamen og lukkede forsigtigt døren inden hun kort lirket låsen om og fortsatte ind i stuen hvor hun kom i tanke om det rod han havde skabt sig kort tid inden han valgte at forlade hendes hjem og sukkede tungt, ganske kort overvejede hun om hun skulle lade det ligge til dagen efter men blev enig med sig selv om for kattens skyld var det en god ide at få det fjernet med det samme. gud jah katten, den havde hun enlig ikke set meget til idag for ikke at nævne den tomme vand og mad skål der stod i hendes køkken som hun enlig ikke havde fået fuldt op efter hun var kommet hjem. Luminor havde åbenbart fanget sig mere af hendes opmærksomhed end hun selv lige havde regnet med og for den sag skyld ønsket skulle ske. det tog hende ikke lang tid om at finde kosten frem og hendes fejebakke da hun trosalt havde brugt det tideligere på ugen. Hun fik samlet alle glaskårene sammen i fejebakken inden hun stille begav sig ud i køkkenet for at smide det ud.

Luminor gik gemmem skoven mod byen og gik og depaterede med sig selv, hvad skulle han dog skille op. Han følte sig på en måde splittet i to, hvis han ikke fik Alanna på 'sin side' måtte han bekæmpe hende for at få ram på Ray, han havde absolut ikke lyst til at skulle stille sig op mod hende. Han følte han havde en forbindelse til hende, på en eller anden sær måde. Det var hendes race der interessede ham mest, væsner som han selv kunne bruge hele deres leve tid på at finde sådanne en som hende, uden held, han følte sig heldig, også dog ikke med den situation han havde truffet hende i. Han kom endelig frem til byen, og så ned af gaden, den var haltom, folk var ved at gøre sig klar til at tage på arbejde. Han elskede disse tidlige morgner. Han brummede svagt for sig selv og fjernede hætten fra hovedet og lod sit hår få lidt luft. Han så sig kort tilbage til skoven og stoppede op. Skulle han gå tilbage? Tanken strejf ham ikke bare, men blev hængende. Han måtte gøre alt der stod i han magt for at få hende vendt, få hende på bedre tanker, han var den gode i dette spil, ikke ray! Han drejede en omgang om sig selv og satte i løb tilbage gennem skoven mod hytten, hvis der skulle gøres noget ved dette, skulle det gøres nu, nu hvor han havde en chance for at for engangs skyld i hans liv at være den gode, og gøre en god gerning. Han rønkede i panden mens han løb, hvordan skulle han gøre dette? Han var vandt til at være den onde og stykke, der slog ihjel hvis det passede ham, eller ikke passede ham skulle man nok nærmere mene. Det var på tide at lave om, ikke bare lidt som han havde gjort ind til nu, men gå all in. Han stoppede op da han så hytten komme til syne, han tog en dyp indåndning og fortsatte i raskgang mod døren. Han håbede inderst inde hun ville lytte, og forstå hvilken galning Ray var. Han brummede svagt, bare hun lyttede ville gøre ham glad, han ville ikke tvinge hende til at ændre sin mening, men bare hun forstod og blev neutral og ikke var 'på nogles side' når tiden var inde til at de to brødre skulle genforenes. Han stoppede op foran døren og pustede kort ud før han åbnede døren "...Alanna!?...". Han stirrede ned af gangen i håb om en respons.

Ray satte sig op i vognen og tog dennegang selv tøjlerne og satte hesten igang da Yoh havde sat sig ved hans side. Han så kort på Yoh, med alvorligt bryn som var sunket dypt ned over øjnene, han orkede ikke hvis denne fangelej skulle stå på i al den tid de var ude i skoven, for så bandt han sku Yoh til et træ og klippede en tå af ham fra hvergang ham brokkede sig. Han brummede svagt og rystede en smugle på hovedet, og kunne tydeligt se på Yoh det kom bag på ham, hvad det var Han lige havde udraderet. "...Ser du, Yoh. Det kræver lidt af en mand at stoppe min broder, så jeg har måtte ofre mig selv lidt, og forvandle mig til sådan en slags mand...". Han gav et smøret grin fra sig og rettede blikket frem igen.

Yoh stirrede bare forbauset på Ray, hvad var han dog blevet til? Han rystede svagt på hovedet og kiggede væk da Ray snakkede til ham. Han satte virkelig sit eget li på spil for at få ram på Luminor, det var sindsygt, hvorfor kunne de ikke bare have en smugle familie kærlighed? Han sukkede kort og foldende hænderne på lårende og håbede på en redning ville falde ned fra himlen.

Alanna havde stillet sig på tær for at nå op til et af de høje køkkenskabe, hun havde placeret kattemaden i. Hun kæmpede en brag kamp for at få fingrene om æsken, og der efter få hivet den ned til sig, hvor efter hun gik målrettet hen til madskålen imens hendes finger let kørte hen over pakkens åbning og fik den op. Hun hældte den rette mængde katte mad ned i skålen. Hun rynkede en anelse på næsen over lugten fra parkens indhold, inden hun lukkede den og satte den på plads ved at stille sig let på tær for at få æsken til at ramme hylden inden hun gav et kort mindre hop fra sig for at få den skubbet længere ind og lukkede så skabslågen. Hun gik der efter på jagt i hendes køkken efter noget spiseligt til sig selv og det eneste der var til at falde over var noget brød fra tidligere. hun skar et stykke af og begyndte der efter at brække bidder af det afskåret stykke tørre brød. Hun havde allerede spist det inden hun var nåede ind i stuen, siden sulten havde stået på så længe. Ganske målrettet smed hun sig hen på sofaen for at slappe af, det var ved at tage sin hverdags rutine hun kunne lige så godt have gået direkte op i seng, men sofaen tiltrak bare mest på det seneste. Da hun hørte et blidt miav løftede hun hovedet, det var tydeligt at se katten var på vej ud til madskålen men blev stoppet i det den fik øje på Alanna bevæge sig i sofaen og rettede hurtigt kurs og listede sig over til hende, og hoppede yndefuldt op på skødet af hende. hun lod sin hånd blidt stryge katten med hånden som fik den til at vride sig af nydelse under hendes hånd, katten havde nu altid været ganske kælen og elskede opmærksomheden Alanna gav den når hun var hjemme. Da døren pludselig og ganske umuligt gik op siden hun var så sikker over at have låst den, gav det et sæt i hende og hendes kat prøvede at hoppe ned i det Alanna blot greb fat om den krop inden hun løftede den i sin favn og gik mod gangen. I det hun så Luminor og kunne se han nok ikke lige frem havde luntet afsted blev hun bekymret. hun bukkede sig kort ned for at lade katten gå inden hun rettede sig op og trådte tættere på Luminor uden videre at tænke over hendes bevægelser eller for den sag skyld hendes egen sikkerhed. hendes øjne gled søgende over hans krop med et bekymret udtryk da hun regnede med han nok var kommet til skade siden han var kommet tilbage på den måde, men hvorfor så hen til hende. "Ja?"

Luminors stirrede på katten i Alannas favn da hun kom frem i gangen "...Mh....". Han rettede sig op og tråde et skridt tilbage. Katte, han afskyede de væsner "...Kommer du ud og lukker døren? Eller kommer jeg ind og katten ud?...". Han var godt klar over han ikke ville smide katten over for at han kunne komme ind, men det var da værd at prøve, ikke sandt? Han kørte hånden gennem pandehåret og sukkede svagt, han havde stadig ikke helt fået på plads inde i hovedet, hvordan han nu skulle stille alt dette and. Han fortrød faktisk lidt han var kommet tilbage, men han måtte give det et skud "...Hvis jeg nu lover at lade være med at smadre flere af dine vinglas, skal vi så prøve igen?...". han følte sig utrolig lille i øjeblikket, det lå langt fra til hans natur at føle sig underkulet, og det gik ham på, men han måtte venne sig til det, hvis han ville være helten i alt dette, han var sikker på det ville føre til en posetiv åbenbaring i sidste ende. Han fnøs kort ved sig selv over tanken og rystede en anelse på hovedet. Katten var faktisk det mindste af hans problemer lige i øjeblikket, men opmærksom på den, ville han være til hver entid. Han lagde en hånd på brystkassen og kom i tanke om værtinde gaven han havde købt til hende tidligere, det sorte skrin med de to elegante knive med udskåret skaft, et perfekt selvforsvar i en presset situation. Han tog æsken ud af inderlommen og rakte den frem mod hende "...Og jeg havde fuldstændig glemt denne...".

Ray drejede ned af en smal sti og stoppede vognen ved en lille lysning langt inde i skoven, det var tydeligt at se der ikke rigtig kom nogle i denne ende af skoven, det undrede ham, der var så roligt her. Han lagde tøjlerne fra sig og rettede sig en smugle op "...Find dig en god soveplads, dette er dit hjem de næste par dage...". Han hoppede elegant ned på jorden og hævede kort hånden "...Spænd hesten fra, og bind den ved træet der over, og sørg for den har adgang til græs..". Han satte en cigaret i munden, irriterende vane, han skulle alrig ha været begyndt på dette, han bliver jo gammel før tid. Han lænede sig med ryggen op af et træ og iagtagede Yoh.

Yoh rønkede en anelse i panden og sukkede svagt da han hoppede ned på jorden "...Du er jo ikke rigtig klog, jeg håber du får blærebetændelse...". Han tog tøjlerne med sig da han gik ned mod hesten. Han spandt diverse spænder op og fik så heste fri fra vognen, hvorefter han tog resten af seletøjet af og smed det på vognen. "...Mhh...". han klappede hesten en smugle på muglen hvorefter han gik over og bandt til det halv tykke træ. Han håbede på dette var overstået hurtig, han var som sådan hverken bange eller i panik, han var irriteret, grænseløst, hvorfor skulle han være offer for alt dette broder had, han hadet det. Han lænede sig op af hesten og stirrede over på Ray "...Så de har også tænkt dig at blive her, om det er en uge, en månede og stirrede på mig, for at sørge for jeg ikke slipper fra dig?...".

Alanna prøvede virkelig at undertrykke den glæde der trådte ubehersket op i hende da hun så ham og sukkede ganske opgivende over hans kommentar om katten som gjorde det nemmere for hende at holde den neutrale og halv kolde facade oppe. "Seriøst?, du har støre problemer der ude, end du har her inde, Ray befinder sig et eller andet sted udenfor, og ingen af os har en anelse om hvor det er?" hun placerede kort en hånd i siden og bakkede så en smugle længere ind i gangen, så han havde mulighed for at træde ind hvis han nu valgte at overvinde sin frygt for katte i et lille split sekund. "Ellers kunne vi sikkert få skaffet en kop lavet af træ til dig" et drilsk smil spillede ganske let om hendes læber inden hun kort rystede på hovedet af sig selv siden det måske ikke var helt gennemtænkt og ikke tidspunktet til at joke. Hun lod sit blik lige så stille glide mod gulvet inden hun igen rettede det op på ham og vippede svagt hovedet på skrå da han også kom med gave nu, hvilket hun lang fra følte sig fortjent til. "Du burde virkelig ikke, jeg mener jeg er ikke så god til det med gaver" lige så stille begyndte hun nervøst at tygge sig selv i læben. Ganske modvilligt tog hun stille mod æsken som i sig selv så utrolig pæn ud og frygtede mere for hvad den ville indholde da normale folk tit og ofte ville mene en lille blomst var passende. Hun åbnede lige så forsigtigt skrinet, hun slap sin underlæbe fra sine tænder og et mere overasket udtryk trådte frem på hendes ansigt inden hun vippede blikket op på ham igen og lukkede skrinet og rakte det tilbage mod Luminor, "De er virkelig smukke, men jeg kan ikke tage imod sådan en gave!, den er alt for fin, og når man tænker over.. ingenting ville have været passende.. jeg har heller ingen gave til dig?"

Luminor skuppede døren i efter sig og viftede en smugle med hånden "...De behøver ingen gave, dette er blot en værtinde gave...". Han brummede svagt "...Man plejer jo ikke give en gæstegave...". Han Kørte en hånd gennem håret og så kort på knivende, de var utrolig flotte, rigtig feminine, flotte, lige et våben for en kvinde som Alanna. "...Og nu tænkte jeg også på at hvis du fortsat fandt jobbet på klubben interassant, ville det være smart at du havde noget du kunne forsvare dig selv med...". Han så lidt rundt og fik øje på katten endnu engang og trådte så et skridt tilbage mod den lukkede dør "...Mh...". Hun havde ret i det hun sagde før, katten var inde, Ray var ude, hvor ville han helst være? Han sukkede opgivende og rystede en smugle på hovedet "...Sig mig, var de på vej iseng?...". Han gik halv snobsk forbi katten ud mod køkkenet og så sig lidt omkring, inden han så ud af vinduet "...Mhn, det har trodsalt været en lang nat...". Han rettede sig en smugle op og fortsatte sin færd mod vin i det fremmede køkken. Han pustede en tot hår væk fra ansigtet og så kort på hende over skulderen "...Hvad syntes de egentlig og arbejdet på klubben?...". Han drejede så en omgang om sig selv og lænede sig op af køkkenbordet og lagde armene overkors, stadig med et godt øje til katten, for tæt på skulle den ihvertfald ikke, puha. Han var stadig en smugle Urolig, rastløs, og ikke mindst uvidne, om hvad der skulle ske frem over, ville ray komme bragende og prøve at slå ham ihel? Havde han ansat Alanna som lokkemad? Han havde bestukken alanna? Hvor var han nu? Han rystede en smugle på hovedet og rettede blikket mod katten igen, det var ihvertfald hans mindste problem lige nu.

Ray nikkede svagt "...Så lang tid det tager for min broder at gå bort, så lang tid er dette dit nye hjem..." Han tog et sidste hiv af smøgen før han smed den fra sig, han vippede svagt hovedet engang og stirrede over på vognede "...Er der noget drikkelse bag den vogn?...". Han rettede sig en smugle ud fra træet og sukkede svagt. Hvad havde han egentlig rodet sig ud i, det forstod han faktisk bare slet overhovedet ikke, men nu var der ingen vej tilbage, kun at håbe Alanna ville tage sig af Luminor.

Yoh gøs kort engang ved tanken om at skulle rode rundt omme i vognen mens Hr. Rauf lå der. Han stirrede på Ray og trippede en smugle frem og tilbage "...Mhhm, vil de have jeg skal kigge?...". Han viste udemærket han skulle kigge, men han kunne ligeså godt trække den så lant ud så muligt.

Alanna stod længe med armen rakket frem imod ham, da hun til at starte med nægtede at tage imod hans gave.  Men siden han så ud til at være lige så stædig som hende, for ikke at nævne den stille akavede fornemmelse i kroppen da hun stod sådan i et lille stykke tid, valgte hun at give sig til sidst og trak den fine æske/skrin ind til sig igen.  ”Mm, måske skulle man indføre den gestus frem over? Det virker så forkert at tage imod en gave uden at give noget tilbage” Hun trykkede kort hans gave tættere ind til sig og lod kort sit blik glide mod køkkenet inden hun vendte det tilbage på ham og hævede kort det ene øjenbryn imens hun betragtede ham i et kort stykke tid og overvejede hvilket traume han mon har haft i sin barndom med en kat. Hun gemte ikke lige frem på sine tanker da det lige så meget var et spørgsmål hun enlig gerne ville have svar på og det lyste ud af hendes ansigt træk. Hun rystede kort på hovedet af sig selv og lysten til at stille ham alverdens spørgsmål omkring hans levetid og overnaturlighed, men nysgerrighed dræbte jo smedens kat, eller hvordan det ordsprog nu end gik så hun holdte pænt tilbage.  ”Så det du siger er at hvis jeg følte mig utilpas over for hvem ved jeg, ville det vare bedst at stikke folk ned?, det undre mig du har så mange kunder hvis det er noget du har sagt til hver af dine medarbejder, Med mindre du enlig bare mener at jeg skal være på den sikre side når jeg omgås med dig?” hun vippede svagt hovedet tilbage med et drilsk for ikke at nævne en smugle flabet udtryk og et af de støre skæve smil inden hun fugtede sine læber og så efter ham da han var på sin færd mod køkkenet. Hun undslap en ganske mild og kort fnis inden hun selv begav sig mod køkkenet og stillede sig i dørkarmen imens hun betragtede ham i sin søgen, i stedet for at hjælpe ham med det samme trak hun tiden en smugle ud for at se hvor længe han havde tålmodighed til det og fordi på arbejdet var deres roller på en måde byttet om, det var tit hende der måtte lede i diverse skabe for at finde de helt rette ting til at tilfredsstille deres kunder, ”Både jah og nej, Jeg var ved at falde i søvn, men var ikke lige frem på vej i seng, jeg havde lagt mig inde i stuen dårlig vane, og er skam, bange for den er kommet for at blive lige foreløbig, man vågner dog altid et sted midt på dagen enten på grund af sollyset, eller de smerter ved at ligge så sammenkrøllet.  Ja det har klart været en af de længste nætter følelsesmæssigt, Men sidst på natten er det også dem der er mest tilfredsstillende. ”et bredt smil strejfede hendes læber igen siden hun fandt det en smugle underholdene at se hvordan han blev ved med at stoppe op i sin søgning og trådte så kort hen imod den modsatte side i køkkenet end ham og åbnede så et skab og tog en tilfældig vinflaske ud af skabet inden hun lukkede det og stillede flasken på køkkenbordet ved hans side.  ”Du ser anspændt ud, hvad tænker du på?” Hun kløede sig kort i håret imens hun ventede på hans svar og kom i tanke om det manglende glas til Luminor siden det andet er ganske ubrugeligt.  Hun lod sit blik kort glide hen på skabet over hans hoved inden hun trådte ganske tæt på ham siden det underligt nok ikke havde faldet hende ind at bede ham om at rygge sig og fordi det lå bare til hende at tirre og afprøve andre folks grænser, Hun stillede sig kort på tær imens hun svagt lænede sig ind mod ham og havde sine øjne lagt fast i hans og fumler lidt med den frie hånd i skabet bag ham og fik åbnet det så meget som muligt uden direkte at skade luminor som stod forend og fiskede så et nyt vinglas ud til ham. Imellem tiden svarede hun ham blidt på det andet spørgsmål omkring arbejdet. ”Jeg er taknemlig for arbejdet, folks latter den gode stemning, det at vi bag baren er skyldige i de fleste af dem oplever deres lykkeligste stunder under denne rus de får fra det vi sælger” hun holde kort vin glasset frem mod ham så han kunne tage imod det og trådte så hen til flasken som hun tog med sig i det hun trådte ud af køkkenet og mod stuen/spisestuens/fællesrummet og fiskede kort sit eget glas med sig fra det andet bor da hun fortrak at side nede ved de mere behagelige stole der befandt sig i et hyggeligt indrettet hjørne af rummet med en pejs der nu aldrig har været brugt siden hun ikke lige frem havde den bedste viden i hvordan sådan en fungerede, som sagt havde hun ikke lige frem pengemangel så hytten var ganske rummelig og pæn.

Luminor så kort på vinflasken hun placerede ved hans side og skulle lige til at besvare et af alle hendes spørgemål, da han så hende ganske tæt på sig da han ville forsøge at få øjnkontakt med hende igen. Han sank kort og lod sit blik lænke sig fast til hendes mens han nøje opfattede hverogen af hendes bevægelser, grufuldt. Han sank en klump i halsen, og bed tænderne gangske hård sammen, han viste hendes sent var ufattelig behagelig, da han har kunne få færden af den helt nede i byen af og til, men så tæt på. Han tog en dyp indånden gennem næsen og trådte så væk fra hende i en hurtig bevægelse inden hun overhovedet havde fået fat i glasset, han befandt sig kort i en chok tilstand. Det havde han aldrig i han vildeste fantasi regnede med ville være så intens, han havde godt hørt, blod som hendes skulle være noget af en rus at komme i nærheden af, og nu troede han pludselig endnu mere på det end han gjorde i forveje. Han rystede kort på hovedet og kom til sig selv igen før han kort rettede på sin krave og fik øjen kontakt med hende igen "...Undskyld mig, jeg mistede lige fattelsen et øjeblik, men hvor kom vi fra?...". Han kørte en hånd gennem håret og fuldte så efter hende ind i spisestuen. Sikke vidunderlig, ufattelig, berørende, tankerne kørte i hovedet på ham, og han havde utrolig svært ved at holde fokussen rettet de rigtige steder den, pludselig var det ikke deres samtaler, eller Ray, eller arbejdet der var vigtigt, men pulsen der bankede stille på hendes hals, de blodrøde læber mod vinglasset, det små røde kinder, alle steder hvor blodet kom til syne på hendes krop, fangede hans opmærksomhed og distrahede ham fra alting. Han rystede endnu engang på hovedet og lod sig stille glide ned i en af de store behagelige stole i stuen og rettede nu blikket mod hendes og prøvede at koncentrere sig. "...Jeg er utrolig glad for de er taknemelig for jobbet på klubben, de er virkelig en anden kaliper en de andre tøjter der til tider har været ansat der...". han fnøs engang og begyndte nu mere at komme ud af trancen. Han lod kort blikket glide gennem rummet, for en sikkerhedsskyld, hvis katten nu var for tæt på. "...Og jeg undskylder mange gange for det lille uheld med glasset forresten, hvis de har været dyre skal jeg selvfølgelig nok erstatte det...". Han nikkede kort engang, stadig med sammenbidte tænder og et utrolig anspændt udtryk i ansigtet. Han rønkede kort brynene endgang og så kort på æsken med knivende i og lo så engang "...Og angående disse..." Han lod en finger glide hen over den fine sorte kasse "...Så fortjener enhver kvinde, en håndlavet og udkåret kniv, dette er et tegn på respekt, ikke bare selvforsvar, men også ære og værdighed, det er kun kvinder med respekt for dem selv der bære sådanne en kniv, og det skal ikke bare være hvilke somhelst kniv...". Han så kort på hende og rønkede brynene engang "...Denne kniv findes der kun denne ene af, den tilhørte engang en meget hæderlig kvinde som engang levede i byen her, Lencia var hendes navn, hun blev desværre dræbt for alle hendes gode gerninger, hun skilte det onde fra det gode, en kvinde fyldt med retfærdighed, men da mange mennesker, specielt mænd, ikke kender til retfærdigheden selv, valgte en flok mænd en mørk aften af tage livet af hende, brænde hende som en ussel heks og spræde hendes aske foran lignene kvinders hjem, for at vise at det var mændende der hærskede denne verden, og ligesiden har kvinderne holdt sig tilbage, ladet sig styre af mænd...". Han sukkede svagt engang "...Jeg ved godt jeg selv er en mand, men jeg finder os alle ligeværdige i denne verden, også selvom jeg er en smugle gammeldags, men er der nogle der skal respekteres, så er det kvinder...". Han nikkede bestemt engang, og var nu kommet helt ud af sin tance og rettede så blikket mod hende igen. Han lod en finger glide hen over vinglassets kant og pustede roligt ud gennem næsen, Lencia. Han rettede blikket ud i rummet og kunne tydeligt huske kvinden fra dengang, hun var meget ung og dog så meget bedrevidende end de fleste. Han havde kun ligeknapt levet et år, som dette blodsugende væsen han blev dømt til at være, og en masse ting skulle udforskes, og specielt hende, han så meget op til hende, men på en knap så godsindet måde, han havde lidt håbet på han kunne tage hendes gerninger, og vende dem til det modsatte, vende hende over på den mørkeside, så han fulgte hende i mange år, for at få en forståelse for hendes bagværk, hendes tankegang og ikke mindst hendes væsen, men selv efter alle de år, fandt han aldrig ud af hvilken støpning hun var af. På dagen hun blev dræbt, føltes det som om han manglede noget, og stadig den dag i dag fortryder han, at han aldrig tog sig mod til at konfrontere hende, og hun blev mere en heltinde i hans øjne, end et offer.

Alanna havde ikke selv regnet med den stærke reaktion fra hans side af, og hendes uvidenhed havde nært kunne kostet hende livet, Hvis ikke den her vampyr var så fandens god til selvbeherskelse. I det samme øjeblik røg hendes puls en anelse i vejret, og hendes hals snørede sig sammen ved hans hurtige bevægelser. Hun stirrede kort på ham uden at bevæge sig, hun tvang dog et kort bekræftende nik frem inden hun havde begivet sig ind i spisesalen. Hun sagde intet i et godt stykke tid da hun prøvede at få samlet sine egne tanker og derved også finde på noget at sige tros det skulle være så nemt, siden hun blot skulle fortsætte fra hvor de slap deres sidste samtale emne. Men det virkede bare som en svære gestus en det bør have været, og først efter hun stille og roligt havde sat sig i en af stolene og taget en tår af den vin hun ganske hurtigt havde fyldt op til sig selv først, og derefter til ham. ”Jeg må dog være ærlig, og fortælle at jeg aldrig nogen sinde ville have set mig selv i den arbejdsstilling før hen. Men sådan et sted, intet ondt om din klub, jeg høre bare ikke til den klasse hvis du forstå?. Men det er det eneste sted jeg har været og faktisk kunne lide, og finde mere tiltrækkende at være, end en fridag her alene, passe og sørge for huset for ikke at nævne være i selvskab med min egen kat som tit er forræderisk og forlader mig for hen til en fremmed hankat som strejfer rundt i skoven, den skøge” hun lo kort af sig selv og rystede så på hovedet af hele denne samtale, og angående tøjter, har de muligvis overvejet at det er sådan steder der tiltrækker den slags mennesker, De lange ensomme nætter, de fleste der vælger at drikke sig så fulde har vel intet at tage hjem til, og hvis de har er det vel fordi de mener det er ved at have sin ende og at man har behov for at opleve noget nyt, få den følelse af frihed man kun havde før man valgte at få familier og eller noget andet som ikke er hverdagens rutiner?, og siden det er dem der har ansat dem, hvorfor så omtale dem sådan?, De må undskylde hvis jeg snerper for meget og spørger ind til ting der ikke rager mig, men det er trosalt din klub du kan bestemme hvordan du vil have den, hvem der skal arbejde der.” Hun fugtede ganske stille sine læber hvor efter hun kort lod sin ene hånd glide igennem hendes hår og fange de totter som havde faret på afveje. Hun viftede kort med den frie hånd, ”De har været et arvestykke, Jeg har længe ventet på en eller anden ville komme og smadre dem så jeg ikke behøvede at få dårlig samvittighed for at smide dem ud, så de går bare i krig” hun rynkede kort i panden og følte sig godt dum over den sidste sætning da hun klart måtte lyde som en galning. Et svagt suk og efterfuldt at hun ganske kort lod sit ansigt hvile i sin hånd i et håbløst udtryk inden han igen begyndte at snakke og fik hendes tanker om hendes tidligere fiasko af en kommentar til at svinde bort fra sit sind vælger hun svagt at kigge mod æsken da han lige så stille og roligt forklare om den. Hun hørte nysgerigt efter og historien fangede hende. Hun kunne mærke hun selv var ved at falde i da hun pludselig igen kom med en svag negativ kommentar, muligvis fordi hun ved hun er så nem at løbe om hjørner med. ”Hvor mange kvinder har de fortalt denne historie til unge luminor?” et bredt smil spredes om hendes læber i et drilsk udtryk. Og så ventende på hans næste forstilling om at nægte det, så som nej det var ikke sådan ment eller at han muligvis ville blive fornærmet over hendes måde at behandle ham på.

Luminor hævede brynet et smugle over hendes kommmentar angående katten og sukkede kort "...Hunkatte er altid de væreste, de er nogle sande bastarder...". Han sukkede svagt og tog en tår af sin vin før han satte glasset på det lille bord mellem dem. "...Og selvfølgelig har jeg overvejet den slags, og det er lige de mennesker jeg prøver at tiltrække da det er de mennesker der betaler mest for at have en evig brændert på, jeg ved godt det ikke er høfligt at sige, men når man først siger ja til at være forretnings mand, må man også begynde at tænke som en, og det har jeg valgt at gøre. Men ja, det betyder skam ikke jeg behøver at have tøjter rendende om kring mig som ansatte, men der er desværre ikke så mange anstændige kvinder at finde i denne by, de fleste vil gøre alt hvad der står i deres magt for bare at få lidt penge ned i deres lommer...". Han rettede blikket mod hende og kørte en hånd gennem det lange hår. "...Men så ansatte jeg dig, og du kunne klare jobbet de tre andre tøser ikke engang kunne klare tilsammen, så end anstændig kvinde er bedre end tre tøjter...". Han lo en rolig dyp latter, sikke ordet tøjte kom på banen mange gange. Han rynkede så en anelse i panden og stirrede på hende, en form for scoore trick troede hun simpelthen det var? Han rystede en smugle på hovedet og tog så sit glas til sig igen "...De er såmen den første jeg fortæller dette til, jeg havde selv glemt alt om hende indtil jeg så hendes efterlagte knive i antik butikken, så der er skam ikke mange kvinder der har fået den historie afvide..." Han tog en tår af vinen og rystede endnu en gang på hovedet. "...De burde føle dem beæret..." Brummede han svagt og lod en finger glide langs halsen på det elegante vinglas. Han så en smugle ud i rummet og trak vejret ind gennem næsen, han fingrespidre prikkede stadig efter den korte rus over hendes sent. Sikke mange ting der skulle tirre ham i dag, det måtte virkelig ligge op til noget stort. Han stirrede ud af vinduet mod skoven og vippede så hovedet en anelse. Han svang det ene ben hen over det andet og rettede så blikket mod Alanna, et alvorligt blik "...Angående min kære broder...". Han sukkede svagt og havde egentlig ikke lyst til at bringe dette på banen og bryde 'freden'. "...Jeg kan mærke han har været her, så jeg undre mig over i hvilken sammen hæng?...". Han tog endnu en tår vin og sukkede svagt "...Jeg har gjort mig mine tanker, og så vidt jeg ved vil han mig intet godt, og så pludselig finde ud af han ikke engang befinder sig en dags rejse væk fra mit eget hjem, det forklare så hvorfor jeg har følt mig så overvåget det sidste stykke tid...". han ansigsudtryk blev mere og mere alvorligt, han husker tydeligt da han stødte på Alanna første gang, hvordan han kunne mærke han broder gennem hende, ubeskriveligt. Han sukkede så svagt engang og satte vinglasset fra sig "...Jeg vil ikke nogle ondt, jeg vil kun forsvare mig selv, og hvis de sidder her og holde mig hen bare forbi Ray på et tidspunkt vælter ind af døren for at slå mig ihjel, vil jeg sætte pris på at du ville advare mig bare en smugle...".

Ray hævede brynet over Yoh pludselige trippen og vippede hovedet "...Selvfølgelig skal du kigge, tror du jeg gider rejse mig igen?...". Han sukkede svagt og gav et flabet grin fra sig mens han sad afslappet op af træet. Han var kommet så langt væk fra Alannas hytte han hverken kunne høre eller fornæmme hende mere, og det tirrede ham en smugle, men han håbede på hun gjorde hendes gerning som de havde haft planlagt de sidste mange år.

Yoh sank en klumb i halsen og nikkede svagt uden at svare Ray han vente bare ryggen til ham og satte kusen mod vognen, senten fra den døde mand var allerede begyndt at komme frem gennem de slidte laner og han kunne mærke han begyndte at blive skidt tilpas. Han mumlede svagt en masse vulapyk til sig selv for at holde modet oppe og stak så en hånd ind under de snavsede stinkede laner "...Kom nu...". Mumlede han til sig selv og fik endelig fat i en glas flaske og trak den ud "...jeg ved ikke hvad det er, men der er noget væske her...". Han sukkede lettet og gik med flasken så langt fra kroppen så muligt, da han nødig skulle drikke noget af dette dødmands saft. Han rakte flasken til Ray og slog sig ned på jorden et stykke der fra.

Alanna rettede roligt på sig da følelsen af hun snart ville slå rødder hvis ikke hun fortog sig en anden stilling.  ”De behøver ikke at forklare dine grunde over for mig, så længe du selv mener de er retfærdige over for dig selv,  vi må alle være egoistiske når det kommer til penge, man skal nemlig ikke regne med det kommer til folk der ikke bestiller sig noget, man skal knokle for de ting man drømmer om.” et svagt smil spilles igen om hendes ellers ganske udtryksløse ansigt. ”Jeg bebrejder ikke de kvinder, men er selvfølgelig glad for at de er tilfreds med mit arbejde, jeg forsøger i hvert fald at gøre mit bedste”  hun blev noget overasket over at høre hans latter og den effekt den havde på hende, latteren i sig selv var medrivende og tiltrækkende på en bizart måde,  men kastede tanken væk inden den overhovedet nået at sætte sig fast i hendes sind, denne pludselige tanke som kom så langt væk fra som overhovedet muligt måtte have strejfet hende på grund af hendes mindre berusede tilstand, og det var måske for lidt at sige, de havde allerede små startet med at drikke på klubben inden de tog hjem til hende hvor de allerede havde haft tømt i hvert fald en flaske vin og så igen nu fortsatte med en hel ny flaske.  Hun var dog stadig klar nok i hovedet til at lade fornuften og den professionelle atmosfære styre hende.  ”De er mig virkelig svær at finde ud af, de vælger så at gå, men vender tilbage med disse, antik lavede knive og giver mig den historie om dem, Kræver derefter jeg beholder dem. Tros det lyder på dig at kvinden der ejede dem før, på en eller anden måde har betydet en del for dem. Ærligt ved jeg ikke engang hvad jeg bør føle, eller sige” hun vendte kort blikket væk fra ham og ned på glasset imens hun prøvede at presse sig selv til at finde et passende ord som enlig ikke fandtes i hende i nu og valgte i stedet at drikke på det, hun hævede stille glasset til hendes læber og vippede ganske kort glassets bund op ad imens hun drak den sidste tår. Det var vildt så meget hun enlig drak i løbet af aftenen men det var sikkert på grund af ham, han gjorde hende vel  en smugle nervøs siden de sad i den situation angående Ray, og hun vidste også at Ray havde forhåbninger om hun ville slå Luminor ihjel hvis Ray ikke selv havde muligheden og af en eller anden sær grund var han overhovedet ikke dukket op. Hun rettede sig stille frem for at stille sit glas på bordet som endte med et mere dramatisk bump da hun kort mistede fatningen, samt glemte vægten glasset indholdte. lyden af glas der langt fra blive stillet forsigtigt fra sig lød højt fra sig og afbrød næsten hans ord vis ikke det var fordi de to lyde nærmest løb om kamp i hendes hoved og hans ord klart var dem der fangede hende på grund af det var det hun frygtede mest. Man skulle have troet han havde nået at læse hendes tanker, da de på samme tid var vendt tilbage til den såkaldte virkelighed hvor Ray også var indblandet. hun vente sit blik ganske hurtigt tilbage til hans inden hun svarede ham ”Jeg ved ikke hvor han befinder sig, og jeg er udmærket klar over  jeg ikke har givet grund til at stole på mig, men dette er sandt. Han burde have været her, med hans besættelse af dem.. han livsmål om at få dem dræbt. Derfor er jeg efterladt med lige så stor undren over hvorfor han ikke er her. Hvilket får ham til at ligne dem mere end du aner, lige så svær at tyde". En klump satte sig atter fast i halsen på hende, og gav hende en følelse af at hun skulle kæmpe om at få den sunket før hun igen kunne snakke videre. Hun havde jo enlig ikke løget over for ham, denne gang. Men det virkede stadig sådan, og det irriterede hende voldsomt. Hun burde være fuldstændig ligeglad, med den skabning der sad overfor hende, men alligevel var der noget ved ham som fik hende til at tvivle på om han i sandhed var det monster hun var blevet advaret om. Hvis hun dog bare vidste hvor Ray befandt sig henne, og hvad fanden han fortog sig. Ville hun måske have haft det lidt nemmere ved at håndtere dette, planen var jo på en eller anden måde ruineret og nu var alt op til hende. Enlig kunne hun ikke finde det retfærdigt, at det var hende der skulle tage et valg hvor vidt om hun skulle kaste sig selv i fare for at få Luminor drabt. Når denne kamp ikke engang var hendes. Det skabte en forvirring samt bragte hende i tvivl om hvor vidt hun skulle tage dette i egen hånd. Ubehag der før havde været i hende, men var forsvundet begyndte atter at blusse op i hende imens hun forsøgte at få styr på sit eget rod, inden hun valgte at begive sig ud i drastiske handlinger, som til sidst ville glide ud mellem hendes fingre og efterlade hende uden nogen form for kontrol, og i langt større fare. Hun blev nød til at bevæge sig, røre på sig for at skjule hvad hun end måtte føle ikke kom til syne. hun trak kort på smilebåndet da han bad hende om at forberede ham på hvad der end var ved at ske, da hun følte det i en kort stund morsomt, som han fik det til at lyde som om hun holdte ham henne som et gidsel. "Ikke for noget, men de valgte selv at komme igen. Jeg går ud fra at hvis de havde lyst til at gå, havde de gjort det. Jeg ville umuligt kunne være i stand til at holde dem tilbage. Så igen fortæl mig hvorfor de bliver, trods du kender til faren ved det" Hun rejser sig fra stolen, og går med rolige skridt hen imod Luminor. De rolige skridt er nu nok mest for at sikre sig at hun har balancen på sin side, da hun tydeligt kan mærke alkoholen i hende da det nok alligevel havde endt med at hun havde drukket mere end hvad hun selv havde gået ud fra til at starte med, men det gav ganske god mening, for hun kunne ikke lige frem blære sig med at være næsten immun over for alkoholens påvirkning, især ikke efter så mange genstande, og det havde helt sikkert ikke hjulpet på det at hendes adrenalin konstant blev ved med at stige. Da det jo blot fik hendes blod til at rase hurtigere i kroppen på hende, og dermed vel også alt for hurtigt fik spredt alkoholen med sig. Hun stoppede op et stykke fra ham, da hun tydeligvis gjorde sig klog i at holde en afstand imellem dem, især efter hendes sidste forsøg på at nærme sig ham nær var gået galt, og lod sig derfor blot slå sig ned på kanten af det rustikke spisebord de sad ved. Hendes øjne var fortsat hvilende mod Luminor med et mere afventende blik i dem.