Fik hentet det sidste.

Sted: Stationen.
Tid: 20:00 ca.
Vejr: Stille og køligt.
Omgivelser: Ingen mennesker.


Othilie steg ud af toget med sin søn i armene, Hun havde en taske over skuldern og håret sat op i en sjusket hestehale. Hun havde en grå ulden sweater på og et parmørke cowboy bukser. Hun havde hentet de sidste ting og ordnet de sidste ting i den lejlighed hun lige var flyttet ud af. Hun så lidt rundt på den tomme station og gik så hen imod busserne så hun kunne nå den sidste bus til staden.

Alvarez havde sine sædvanlige vinger på ryggen, som han selv havde krearet via sin skyggemagi. Nu lod han dem bære sig over byen og kiggede med de gule øjne ned i jorden. Der var ingen mennesker til stede nu, hvilket som regelt betød at der ingen sjov var.
Længere henne kunne han netop skimme en ung og ret så tiltrækkende kvinde stå henne ved stationen. Han landede på sine ben og lod sine skyggevinger forsvinde væk i en støvsky, hvorefter han gik roligt og diskret hen imod hende.

Othilie løftede lidt op i Oliver og stoppede lidt op for atfinde den rigtige bus, det var jo en af de første gange hun brugte bussen her i byen. Hun kiggede på bustiderne *En halv time endnu* tænkte hun træt og stilte oliver ned "Skal vi finde noget at spise på tanken inden vi tager hjem?" spurgte hun ham og så ned på ham. Han nikkede i et "uuhmm" og holdte sin mor i hånden. Hun smilede og tænkte lidt over hvor der var en tank henne.

Alvarez nærmede sig hende og bemærkede først dér, at hun holdt et barn i hænderne. Han stoppede op foran hende og hilste hende med et entusiastisk "hej!". Hans gule blik rettede sig stift ned på drengen. "Sikke en sød knægt, hvad hedder han?" Spurgte han så og klappede hans hovede, som havde han været hendes puddelhund.

Othilie stoppede op og kiggede små overasket på manden "Oh eh hej" sagde hun lidt undrende og så lidt op og ned af manden og betragtede hans underlige udseende. Hun så på sin søn som kiggede på ham og smilede da han klappede ham på hovedet. "Hans navn er Oliver" sagde hun så og smilede lidt, Oliver prikkede til hans horn, men Othilie tog hans hånd for at vise ham at det gjorde man altså ikke.

Alvarez smilte bare bredt og ondsindigt da hun trak drengens hånd væk fra ham. "Det er okay. Jeg elsker børn" Svarede han, mens han i virkeligheden, inderst inde hadede dem afsindigt. Hans blik gled ned på drengen. Den bedste måde man kunne få damernes fulde opmærksomhed på, var at tage deres børn. Og i det samme greb Alvarez fat på barnet og satte i spæn væk fra hende, men han dannede et sort tørklæde, bundet rundt om drengens mund med skyggerne.

Othilie spærrede øjnene op da han tog Oliver fra hende og vidste kort ikke hvad hun skulle gøre "Stop! Kom tilbage med ham!" råbte hun så panisk og satte i løb efter den fremmede mand. Hun smed sin taske fra sig for at kunne løbe bedre og kunne tydeligt se at hendes søn så helt forvirret ud og nok snart ville græde. Hendes hjerte hamrede hurtigt i hendes bryst, hvorfor ville den her mand dog stjæle hendes barn?!

Han løb hurtigt, men i et nogenlunde langsommere tempo end hvad han kunne, bare for at hun skulle kunne følge efter. En lav latter holdt han tilbage. Dette var ekstremt morsomt, og samtidigt rimelig praktisk. Han kunne få hende til alt muligt nu da han havde hendes barn i hænderne.
Han drejede af væk fra stationen og hen mod en af de gamle nedslidte huse og løb ned i kælderen. Selvfølgelig havde han sørget for at hun kunne se ham forsvinde ned. Han satte drengen ned i et hjørne og lod skyggerne danne sig som et lille bur omkring ham.

Othilie løb selvfølgeligt efter ham, det var jo hendes kæreste barn der stod på spil. Hun så ham løbe ned i kældern på en slidt bygning længere fremme. Hun stoppede op ved kælder døren og tøvede, det virkede sku lidt skummelt. Hun pustede ud og gik ned i kældern "Oliver?" sagde hun på vej ned af trappen og stoppede op ved synet af manden og sin søn i bur "hvem er du og hvad er det du vil med min søn?" spurgte hun i en rolig tone, selvom man tydeligt kunne høre det her skræmte hende.

En højlydt latter brød ud fra ham, og han kørte sit pandehår tilbage og lod det dumpe ned på plads igen. "Hvad skal jeg dog med din søn? Jeg løj før. Jeg hader virkelig børn..." Svarede han og så nu mere alvorligt på hende "Til gengæld... Så er kvinder mere eftertragtede, må jeg ærligt indrømme". Han gjorde kom her tegnet med hånden, for at få hende nogle skridt nærmere. Det var sikkert at hun nok skulle adlyde ham, nu når hendes barn var på spil.

Othilie bed tænderne sammen og så hen på sin søn. Hun var tavs, for hvad skulle hun sige? Hun gik tøvende et par skridt tættere på og så bestemt ikke glad ud. Hun havde ikke en gang særligt pænt tøj på og ingen make up "Vil du ikke nok lade os være?" sagde hun så små bedende og kunne slet ikke klare alt det her ovn i sit hoved, det virkede næsten helt uvirkeligt.

I et hurtigt greb tog han fat i hende og tvang hende ned på sine knæ. "Du må arbejde for din søns frihed" Lo han bare og gav hende i det samme en lussing lige på kinden, så det gav genlyd i det tomme, kolde kælderum. Han smilte bredt og blottede sine tænder. "Bind mine bukser op og kom i sving" Kommanderede han og kiggede koldt ned på hende.

Othilie kneb kort øjnene sammen i slaget og så chokkeret på ham. Hun tog med små rystende hænder fat i hans buksekant, men stoppede "Vil De så ikke nok skåne min søn for synet i det mindste?" spurgte hun så stille og sank. Hun så forsigtigt hen på sin søn, før hun så ned og prøvede at tage sig sammen og lade være med at tude.

"Hvad, kan du ikke lide tilskuere?" Grinede han hånligt med blikket rettet stift ned på hende "Jeg skal nok få dig til at fortryde, du nogensinde blev mor". Hans hånd lagde sig på hendes hovede og samlede håret stramt, så han kunne få hende til at kigge op på ham hele tiden. "Åben dem så, din billige tøs. Gør hvad du er skabt til".

Othilie bed endnu en gang tænderne sammen og så op på ham med blanke øjne. Hun åbnede tavst hans bukser og lukkede kort øjnene. Hun tog hans pik frem, for hun vidste jo godt at han nok ville have hende til at gøre det her med det samme. Hun sank og så væk med øjnene. Hun kunne ikke tage sig sammen til at gøre det. Hun havde kun gjort det én eller to gange før og brød sig faktisk ikke om at give blowjobs.

Alvarez smil forsvandt og blev mere udtryksløst. Det var i disse situationer hvor han blev helt alvorlig og samtidigt hjertekold. Hjertekold var nok det rette ord, da han stort set kun tænkte på sig selv og på ingen måde følte medlidenhed med de kvinder han udnyttede på denne måde. "Kig på mig" Vrissede han dæmpet og rykkede hendes hoved mod den. Han brød sig ikke om at vente så længe på at de tog sig sammen.

Othilie kiggede hurtigt op på ham og tog derefter fat i den med den ene hånd. Hun så kort på den, Men lukkede sine øjne og proppede den i munden. Hun begyndte at bevæge hovedet og prøvede ihærdigt at lade være med at tænke på at hendes søn kiggede på. Hun lagde sine hænder på hans hofter og håbede inderligt det her var det eneste hun skulle gøre,

Alvarez havde skam ikke tænkt sig at komme af et simpelt blowjob. Nej. For at blive helt tilfreds og udmattet måtte han ind i hendes krop, og ind i hendes varme. Han kiggede ned på hende og holdt øje. Han stolede på at hun ikke ville kunne finde på at bide ham, nu da han havde hendes søn spærret inde. Hvis ikke han vidste at hun holdt af sin søn, havde han aldrig turdet lade hende sutte den af på ham.
Han tog nu fat i hendes hoved med den anden hånd og bevægede hendes hoved lidt hurtigere. Det gik alt for langsomt, hvis ikke han skulle gå død. "Slap af i ganen så den kan komme helt ned i halsen" Sagde han truende.

Othilie kneb øjnene en smule mere sammen og havde det allerede dårligt ved bare at give ham en blowjob. Men hun turde ikke rigtig at lade være med at gøre det han sagde, hun åbnede kort øjnene og prøvede at slappe af. Hun kunne godt mærke at det begyndte at gøre ufatteligt ondt i baghovedet fordi han holdte så stramt fast. En tåre gled ubevidst ned af hendes kind og hun slappede af i ganen, hun ville ikke ende med flere slag eller lidelser.

Alvarez gled sig ned i hendes hals. Han kunne godt mærke at det nok ikke var noget hun var vant til, og at det ikke kun var fordi hun ikke havde lyst til det. Han holdt stadig hendes hoved fast og bevægede sig et par gange ind og ud af hende, før han slap hendes hoved. "Her fortsætter du" Hans stemme lød meget mørk og vred, selvom han slet ikke var det. Han fik egentlig bare denne magthedsfornemmelse over folk, når de var svagere end ham.

Othilie kunne godt mærke lidt af fornemmelsen af at skulle kaste op, men kastede dog ikke op, da hun ikke ville gøre det værrer for sig selv. Hun adlød ham og bevægede sig ind og ud af ham, selvom det var svært for hende selv at skulle gøre noget ubehageligt. Hun holdte ubevidst stramt fast om hans hofte og måtte stadig kæmpe tanken om sin søn væk.

Efter få sekunder stoppede han hende, og hans smil kom frem igen. "Såh.." Sukkede han "Hvilken stilling foretrækker du? strip for mig". Han satte sig ned og lænede sig tilbage op ad væggen, og med udsigt til den åbne dør, hvis nu nogen skulle komme. Men der kom nok ikke nogen, for byen var helt død denne aften, og det var også derfor han havde valgt en så kedelig påklædt dame. Men hun var nu overraskende god. Det kunne være man skulle bortføre flere kvinders børn. Det gav virkelig sine fordele.

Othilie rejste sig op og tørte sig om munden da hun havde fået lidt savl i mundvigerne. Hun så ned på ham og derefter ned af sig selv "Jeg har ingen favoritter.." sagde hun så og så forsigtigt hen på sin søn som stod med store øjne og kiggede, uden at smile "Jeg gør alt bare du ville lade min søn slippe for at se det" sagde hun så og så og kiggede på ham med stadig blanke øjne.

"Pff... Det kan vi godt finde ud af. Død mand sladrer aldrig, som man jo siger" Svarede han og formede straks og nemt en masse skygger til en skarp kniv i sine hænder. Han så på hende igen og ventede på hendes reaktion. "Vi kan også bare fortsætte med ham som tilskuer, ikke?" Han lo igen, denne gang hæst.

Othilie spærrede øjnene svagt op "Lad ham kigge på .. bare lad ham kigge på så .." sagde hun så med rystet stemme og var parat til at gøre et eller andet hvis han prøvede på at slå ham ihjel. Men stod ellers helt stille og havde aller mest lyst til at løbe ud af den åbne dør, men ville bare ikke uden sin søn i favnen.